Hvor mange selfies tror du, der bliver taget hver dag verden over? Tallet er nok vanskeligt helt at gøre op, men Google forsøgte for et par år siden og kom frem til 93 millioner.

93 millioner billeder, der kun viser os selv, os selv og os selv - på stranden, i fitness-centeret, i toget og alle mulige andre steder.

Det kunne man godt lige tænke lidt over, mener foto- og elektronikgiganten Canon, som derfor har allieret sig med Røde Kors og sat gang i en kampagne under navnet #selfieless.

Kampagnen opfordrer til at man retter fokus og kameralinser mod andre end sig selv, gør noget godt for sine medmennesker, deler de gode gerninger på de sociale medier - og udfordrer vennerne til at gøre det samme.

- Vi håber, at kampagnen kan blive startskuddet til en ny bevægelse, hvor folk holder op med at være helt så navlebeskuende og i stedet begynder at gøre gode gerninger for hinanden. Vi mener faktisk, at samfundet helt overordnet ville have gavn af dette, og ikke blot de mennesker, som kommer til at nyde godt af hjælpsomheden, siger Else-Marie Westh, der er kommunikationsdirektør i Canon Danmark.

En million at starte på

Kampagnen blev skudt i gang i starten af måneden med en donation på en million euro fra Canon Europa til europæisk Røde Kors - samt en opfordring til Canons egne medarbejdere om at tage bolden op og gøre gode gerninger.

Siden da har både kendte og ikke-kendte personer taget bolden op, herhjemme har bl.a. Szhirley, Silas Holst og Armin involveret sig - og indtil videre har kampagnen gennem sociale medier nået 49 millioner i Europa, oplyser Canon.

Ideen er, at man gør noget godt for andre, tager et foto eller en video, der illustrerer det (nej, ikke en selfie...), poster billedet eller videoen på Facebook eller Instagram med hashtagget #selfieless - og nominerer tre af sine venner til at gøre det samme.

Og hvad kan man så gøre? Her er et par forslag: Køb en sandwich til en hjemløs, bag en kage til børnehaven, donér blod, gå tur med genboens hund i regnvejr, hjælp en ældre medborger med at købe ind, pas børn for vennerne, give nogen et kram, besøg et plejehjem og få en hyggelig snak med beboerne - eller alt muligt andet.

Intern udfordring

Canon har også lanceret #selfieless internt blandt medarbejderne - med budskabet om, at selv om det føles som en lille ting, kan vi gøre en forskel, hvis vi alle bakker op.

For eksempel har Canon Danmark lanceret en indsamling internt i firmaet - og lovet at fordoble det beløb, der indsamles.

- I Europa har Canon over 19.000 medarbejdere. Hvis blot 10 procent af os deltager i kampagnen og udfordrer tre venner, som så udfordrer tre af deres venner, så kommer vi hurtigt op på 16.000 gode gerninger. Det er ret vildt, hvis man tænker over det, siger Else-Marie Westh.

Siden 2006 har Canon doneret over 4,3 millioner euro - svarende til 32 millioner kroner - til Europæisk Røde Kors og har dermed hjulpet mere end en million børn og unge over hele Europa til en bedre fremtid.

I Danmark samarbejder Canon Danmark med Røde Kors, som modtager en del af den europæiske donation til løsning af opgaver lokalt.

Det er i øvrigt London-bureauet Possible, der har skabt kampagnen - med input fra Canons Consumer PR-bureau Fever, der ligeledes holder til i London.