Carlsberg og DBU er ét af Danmarks absolut ældste makkerpar på den danske sponsorhimmel – og de 40 år, som det er blevet til, fejres nu for fuld musik – og hutlihut.

Kampagnen med titlen ”Og det var Danmark” sammenfatter kærligheden til holdet, fansene og dansk landsholdshistorie, startende med et kik tilbage til 1978, da Carlsberg gik ind i landsholdsfodbold.

Fra Sepp Piontek og nogle fantastiske år med stjerner som Elkjær, Mølby, Lerby, Olsen, Arnesen og ikke mindst Laudrup - til Ricardo, der skabte fodboldhistorie med EM-sejren i 1992.

Ind i mellem sejrene og nederlagene emmer dansk landsholdshistorie af fantastiske historier, hvor de danske fans – de legendariske Roligans – ikke mindst har en stor rolle, og det er hele denne historie, der nu foldes ud på flere platforme:

En omfattende opgave

Det er bureauet Yellow, mangeårig bureaupartner for Carlsberg, der står bag ide, udvikling og eksekvering af kampagnen, der breder sig vidt og bredt på kampagnesite, forpakninger, POS i on- og off-trade, digitale bannere, outdoor og social media content.

Hertil kommer et mediesamarbejde med Ekstra-Bladet, der byder ind med kåring af All Star hold og jagten på Danmarks største fodboldfan, og hos Yellow glæder CEO Søren Sachs sig over resultatet:

- Som inkarneret fodboldnørd er jeg overrasket over, at kampagnen rummer en masse historier, jeg faktisk ikke kendte i forvejen, siger han.

Og hos Carlsberg er brandansvarlig Christina Földes også glad for sommerens kampagne:

- Vi har så meget at fortælle - bygget på et stærkt og langt samarbejde mellem os og DBU. Gennem genrationer har vi været en kæmpe del af landsholdet og ikke mindst fansene, og alt det glæder jeg mig til at formidle til sommerens glade fodbolddanmark, siger hun

Kom med i omklædningsrummet

Hele herligheden samles i det virtuelle omklædningsrum, der bærer titlen ogdetvardanmark.dk, hvor alle inkarnerede fodboldfans kan gå på opdagelse i en god samling af holdbilleder gennem tiden, videoer med Frits Ahlstrøm og Flemming Toft, der deler ud af historier, mange garanteret ikke kendte, baggrundshistorien om klaphatten og fodboldtørklædet, quiz og en masse andet nostalgisk landsholdsguf.

Omklædningsrummet er udviklet i samarbejde med Stupid Studio.

I VM-perioden er øldåserne desuden udsmykket med klassiske ikoner, og alle danske fodboldfans kan samtidig bruge dåsekoder til at vinde nostalgiske præmier på detvardanmark.dk.

Senior Art Director hos Yellow, Jacob Engberg, er en af dem, der har haft fingrene godt nede i Carlsbergs arkiver og brugt de seneste mange måneder på at researche - og han siger:

- Det er jo helt særligt at sidde med. Danske landsholdsfodbold samler os som nation, og jeg er meget stolt over, at kunne formidle en helt speciel historie, som vi alle er vokset op med. Nu må vi bare krydse fingre for holdet i Rusland.

Besøg omklædningsrummet og gå ombord i nostalgien på www.ogdetvardanmark.dk