En influencer-baseret online-bootcamp med fokus på mad og træning sikrede tidligere i år Arlas Cheasy-brand en solid succes – herunder en salgsvækst på 11 procent – og nu går brandet igen influencer-vejen.

Denne gang er omdrejningspunktet for kampagnen en webisode-serie, udviklet af reklamebureauet Hjaltelin Stahl, og med den unge youtuber Rasmus Noah i hovedrollen.

Han har fået et skateboard under den ene arm og et kamera under den anden, og så begiver han sig ellers af sted for at finde ud af, hvad kampagnesloganet  #VærGodVedDigSelv er.

Ideen er at engagere og involvere Cheasys målgruppe af særligt unge kvinder, siger Katrine Nymark, der er brand manager for Cheasy hos Arla:

- Vi håber, at vi kan skabe opmærksomhed omkring Cheasy ved at bruge youtube-videoformatet og lade en ung, mandlig youtuber som Rasmus dykke ned i, hvad #VærGodVedDigSelv og Cheasy egentlig betyder for kvinder. Rasmus’ indhold er en utraditionel form for markedsføring af vores budskaber, men vi vil gerne skabe lidt kant med opsigtsvækkende og humørfyldt indhold, siger hun.

Og der er lidt at leve op til, hvis man skeler til den foregående kampagne.

Bootcamp viste værdien

Influencer-satsningen Cheasy Bootcamp, der også havde udgangspunkt i platformen ”Vær God Ved Dig Selv”, lykkedes således med at løfte brandet betydeligt.

Bl.a. steg salget med 11 procent i kampagneperioden, interessen for Cheasy på Google steg med 60 procent og de fire influencers - Sara Jin kendt som Healthy Skinny Bitch, Emilie Lilja, Emily Salomon og Trine fra Trines Wardrobe - fik skabt et særdeles aktivt online Cheasy Bootcamp-fællesskab.

- Cheasy Bootcamp og samarbejdet med de fire influencers viste os, at Cheasy via influencers bliver meget mere relevant og vedkommende for vores målgruppe, siger Katrine Nymark og tilføjer:

- De fire kvinder skabte et online fællesskab, der engagerede målgruppen, og hvor food, fitness og livsstil blev de gennemgående temaer – og nu forsøger vi os så med en ny strategi – denne gang ført an af en charmerende og sprudlende, mandlig youtuber.

Youtube-serien med Rasmus Noah er udviklet af Hjaltelin Stahl og indeholder 9-10 webisodes, der bliver lanceret over de kommende måneder og kommer til at ligge på cheasy.dk og på Cheasys facebookside.

Du kan se en kort intro og de tre første webisodes her.

Intro-film

Episode 1

Episode 2

Episode 3