Det viste sig at være en god idé for Interflora at omdøbe Valentinsdag til Christian Eriksendag. Kampagnevideoen har gennem de sidste par uger fået folk til tasterne, og det medførte en rekordstor stigning på 30 pct. i salget af blomster for Interflora.  

Videoen, hvor Interflora opfordrede fodboldfans til at huske Valentinsdag, er blevet set over 500.000 gange, og idémanden bag videoen er glad for den positive respons fra folk:
– Vi har forsøgt at vende Valentinsdag på hovedet, og det lader til, at danskerne elsker det, siger Mikkel Elung, kreativ direktør i Brandhouse, der er bureauet bag denne kampagne.
 
Stor succes på Facebook

I kommentarsporet på Facebook havde mange valgt at tagge deres fodboldglade kærester, og en del af brugerne tilkendegav også, at de nu havde lettere ved at huske datoen for Valentinsdag.

– Nu kan jeg huske det hvert år, skriver en bruger, mens en anden skrev:

– Så er problemet løst.

Interflora oplevede fra 2016-2017 en vækst på ca. 40 pct. i antal leveringer på Valentinsdag, og blomsterkæden havde i år også udvidet deres deadline til klokken 16.00 på interflora.dk for leveringer af blomster.  Det viste sig, at give pote, da et rekordstort antal valgte at fejre kærligheden 14. februar i år.

Søren Flemming Larsen, direktør for Interflora-kæden, er glad for den store vilje i kæden til at gøre noget ekstra ud af de vigtige mærkedage: 

– I et marked, hvor forskellige konkurrenter er begyndt at melde sig, er det meget glædeligt at mærke den store forståelse blandt vores medlemmer og samarbejdspartnere for at give den en ekstra skalle, siger han. 

Hvis du er en af de få, der endnu ikke har set videoen, kan du se den her.