Det i reklamesammenhæng ofte noget kontroversielle CULT-brand understreger endnu engang, at det er ved at træde ind i de voksnes rækker.

Et nyt samarbejde med den professionelle håndboldsspiller og træfsikre landsholdsfløj, Hans Lindberg, lægger således for alvor afstand til brandets tidligere så provokerende reklamerstil, hvor man ikke har holdt sig tilbage fra anvende nøgne damer eller en fast bagdel i markedsføringen af sine energidrikke.

Tonen er da også en tand mere seriøs, når den hårdtskydende landsholdspiller indtager scenen i CULT's nye reklamefilm, der er produceret i samarbejde med M2Film.

- Jeg træner for at vinde. Det er det, der er min motivation, lyder det i speaket, som bliver leveret af selveste ”Hans Højhed”, som Lindberg ofte bliver omtalt af sine fans.

Mange vil sikkert hævde, at med Hans Lindberg kørt i stilling som ny brand-ambassadør er CULT ”faldet til patten”.

Det er CULT’s ejer og grundlægger, Brian Sørensen dog uenig i. Han henviser til bl.a. til virksomhedens engagement som storsponsor for det professionelle CULT ENERGY-cykelhold.

- Det er langt fra al vores markedsføring, der er på kanten. Vores markedsføring afhænger altid af konceptet. Med en investering i Skandinaviens højest rangerende professionelle cykelhold, og med et produkt som CULT Vital Water på hylden, er det naturligvis nødvendigt med en mere seriøs tilgang til markedsføringen. Derfor vil vores budskaber og kampagner være forskellige, afhængigt af, hvilket brand, der er afsender af budskabet - så ”on the edge” marketing er vi ikke færdige med, fastslår Brian Sørensen og tilføjer:

- Hans Lindberg var et helt naturligt og nemt valg for os, da han i forvejen drikker vores Vital Water-proteindrik i forbindelse med sin træning. Desuden er han meget vellidt og respekteret i Danmark og af mange andre håndboldnationer. Derfor har udviklingen af konceptet og kampagnen været ligetil, og resultatet er blevet meget reelt og troværdigt.

Satser internationalt
Med Hans Lindberg som ambassadør er vejen også banet for at sælge og udbrede Vital Water i udlandet, hvor der allerede har været stor efterspørgsel på produktet.

- Jeg forventer, at Hans kan være med til at udbrede kendskabet til Danmarks eneste proteinvand. Håndbold er en af Danmarks mest populære sportsgrene, og man har brug for en del muskler for at kunne være med på et højt niveau, hvilket man også ser i filmen. Det mener jeg går super i tråd med, at man har brug for CULT Vital Water for at genopbygge sine muskler og krop efter træning, siger Brian Sørensen.

Samarbejdet gælder foreløbigt ét år frem, hvor Hans Lindberg, udover at medvirke i den nye reklamefilm, også kommer til at optræde på brandets POS-materialer i supermarkeder og fitness-centre, hvor proteindrikken bliver forhandlet.

Hans Lindberg fremhæver bl.a. optagelserne til den nye reklamefilm som en særdeles positiv oplevelse, og det færdige produkt er han i dag meget stolt af.

- Jeg var slet ikke i tvivl, om at jeg skulle sige ja, da CULT spurgte, om jeg ville være med i reklamefilmen. Flere ting spillede ind. Jeg har brug for at opbygge mine muskler og restituere efter hård træning og kamp. Derudover er proteiner en vigtig del af min kost, og jeg brugte i forvejen CULT Vital Water. Jeg kan stå 100 pct. inde for reklamen og den historie. Det har været en super sjov oplevelse, siger landsholdsspilleren.

Den nye reklamefilm kommer til at køre landets Fitness World-centre og på TV 3 fra 10. april.

Se den nye reklamefilm, der er instrueret af Rasmus Pilgaard herunder.