Det danske Counter Strike-hold Heroic er i øjeblikket placeret lige uden for Top 10 på verdensranglisten, men den placering indfrier langt fra de professionelle gameres ambitioner.

Dem skal et nyt kommercielt og strategisk samarbejde med danske CULT, der bl.a. står bag brands som Mokaï og Cult Shaker, hjælpe til med at realisere.

Dermed følger CULT i kølvandet på bl.a. Audi, Jack & Jones, Apollo og Hungry.dk, der er blandt de mange brands, som har fået øje på potentialet i e-sport-sponsorater. I begyndelsen af 2017 indgik Heroic i øvrigt også en sponsoraftale med Danske Spil.

- Som de fleste efterhånden har opfattet, er e-sport i ekstrem vækst og har på ingen måder ramt toppen endnu. Vi har valgt at søge en strategisk samarbejdspartner i en branche, hvor både kundegruppen og den generelle udvikling i markedet langt hen ad vejen rammer vores ønsker og behov, siger Brian Sørensen, direktør og stifter af CULT.

Udfordrer de store

Umiddelbart giver samarbejdet god mening, da de to brands har flere lighedspunkter: De er fx begge danske og udfordrere af veletablerede udenlandske spillere.

- Via dialogen med Heroic og RFRSH Entertainment, har vi fundet et hold og en organisation, der på stort set alle områder matcher vores værdisæt, der handler om passion, drive, vindermentalitet og modet til at gøre og være det, de andre ikke er, siger Brian Sørensen.

- CULT er frontrunner blandt forfølgerne i markedet, og det er en position, der giver os frihed til, at agere frit. Vi elsker at slå de store, og det samme gør Heroic, der i 2017 slog verdens nummer 1, og som har ambitioner om at markere sig endnu stærkere fremover.

- Vi vil have resultater, det vil Heroic også, og jeg glæder mig meget til at lancere vores samarbejde over de kommende måneder. RFRSH har trods deres korte levetid allerede vendt op og ned på e-sports-markedet, og jeg tror, vi kommer til at overraske mange i det kommende samarbejde med dem og Heroic-drengene, siger Brian Sørensen.

Et stort potentiale

Partnerskabet omfatter, ud over eksponering og aktivering af CULT i forbindelse med Heroics kampe, også et strategisk samarbejde, der bl.a. omfatter udvikling af fælles produkter.

CULT vil endvidere få en bærende placering på Heroics spillertøj, ligesom både Heroics og CULT’s digitale platforme kommer til at afspejle samarbejdet.

Den kommercielle partneraftale er faldet på plads via e-sportselskabet RFRSH Entertainment, og her ser Jakob Lund Kristensen, medstifter, stort potentiale i aftalen.

- Heroic er det, af vores brands med det største umiddelbare udviklingspotentiale. De ligger lige nu nummer 16 i verden, og har kvaliteter og en frækhed til at overraske mange - også i den absolutte top. Vi arbejder altid med kommercielle partnere, der selv ønsker at bidrage positivt til e-sport og til at flytte opfattelsen af, hvad e-sport kan, og her har vi fundet en fantastisk partner i CULT, siger han.

Økonomien og omfanget af partnerskabsaftalen betegnes som ”væsentlig”, men parterne ønsker ikke at offentliggøre yderligere detaljer på nuværende tidspunkt.