Det er vigtigt for den japanske bilgigant Toyota, at forbrugerne også forbinder varemærket med sikkerhed.

Derfor gik Toyota forleden i luften med en ny kampagne bestående af en app og to online-videoer, der kører på selskabets sociale medier, og derfra skal sprede sig ud i verden.

Kampagnen skal ved hjælp af humor og tech i skøn forening få nye, unge billister til at lette foden fra speederen og koncentrere sig om at køre bil, når de kører bil.

App’en hedder ”Safe & Sound”, og kort fortalt fungerer den ved, at såvel den nye billist som dennes forældre downloader app’en og parrer telefonerne.

Musik så man græmmes

Så kan forældrene, når den unge bilist låner bilen, aktivere app’en. Herefter blokeres notifikationer fra sociale medier, og opkald afvises med ”Forstyr ikke”-funktionen, når bilen bevæger sig med over 14 km/t.

Og så kommer vi til det sjove.

App’en synkroniserer også den unge billists og forældrenes Spotify-konti, så når den kommende elitebilist lytter til sin egen musik i bilen – og hvilket ungt menneske gør ikke det? –  og giver lidt for meget gas, eller rækker ud efter mobiltelefonen, så gjaldrer musikken fra forældrenes bedagede musikkatalog ud over højtalerne. Ikke cool.

I særdeleshed ikke, hvis man har en passager af det modsatte køn med i bilen, der skal imponeres…

Når hastigheden sænkes, eller når hånden fjernes fra mobilen, ryger man tilbage til sin egen playlist igen.

Hos Toyota fortæller Dario Giustine, Toyota Motor Europe’s Senior Manager, Brand & Communications, at bilkæmpen har en ”sikkerhed først”-agenda globalt, og her er en indsats over for unge chauffører – de kører simpelthen mere galt end de mere rutinerede bilister – det helt rigtige sted at sætte ind, mener han.

- ”Safe and Sound”-app’en kan forhåbentligt øge de unge bilisters opmærksomhed om farerne ved upassende brug af mobiltelefoner i bilen. App’en er i øvrigt ikke kun tilgængelig for Toyota-bilister, men for alle på vejene, siger han.

Fra København til London

Bag kampagnen står som nævnt Saatchi og Saatchi London, og Jason Mendes, Executive Creative Director of Global brands, forklarer hvorfor kampagnen og app’en er skruet sammen, som den er.

- Hvis du fortæller teenagere, at de skal slukke for mobilen i biografen, så gør de det. Fortæl dem, at de skal slukke for den i farlige situationer – såsom når de kører en bil – så gør de det ikke. Guderne må vide hvorfor, siger han.

- Men for teenagere er faren for at blive til grin langt værre end risikoen for at komme til skade. Den indsigt mente vi, der var en stærk platform til at skabe noget, og som kunne skære gennem støjen, gøre en forskel, og ultimativt fortsætte samtalen om sikkerhed, på, siger Jason Mendes.

Han har i dag sin daglige gang på Saatchi & Saatchis kontorer i London, men fra 2012 til 2014 var han Executive Creative Director hos Saatchi & Saatchi i København.

Det var der, han stiftede bekendtskab med Molamil, som han skabte en del interessante Toyota Danmark-kampagner sammen med.

Jorge Hernandez, adm. direktør for Molamil kan fortælle, at det kreative, digitale bureau straks blev lun på ideen fra Saatchi & Saatchi i London.

- Vi var vilde med konceptet fra begyndelsen. Vi er glade for at føje vores spin til dette vigtige emne ved at gøre det, vi er bedst til: nemlig at bruge innovativ teknologi på en måde, der skaber meningsfulde brugeroplevelser, siger han.

God timing

Det er i øvrigt ikke første gang, at Molamil prøver kræfter med den svære kunst at kommunikere til unge billister om farerne ved uopmærksomhed bag rattet.

Bureauet producerede i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik online-spillet ”Crash Test Jimmy” i fjor, der netop skabte opmærksomhed om problemet.

Lanceringen af ”Safe & Sound”-app’en falder (naturligvis) sammen med skolestart og afslutningen på gymnasiernes og universiteternes sommerferier, hvor vejene fyldes af unge, urutinerede bilister.

Du kan downloade app’en (der kun fungerer på Android-telefoner) her, og se en af kampagne-filmene her: