Umwelts digitale kampagne ”The Gift of Giving” for Georg Jensen er i fuld gang med at gøre sig yderst positivt bemærket på den internationale scene.

Kampagnesitet byder på en interaktiv digital oplevelse, hvor man kan aktivere sin smartphone som en slags fjernbetjening og få en oplevelse på to skærme samtidig.

Sitet tager udgangspunkt i den spænding, de fleste oplever i forbindelse med at give en gave - bliver modtageren overrasket, henrykt eller begge dele - og allerede få uger efter lanceringen har sitet vundet internationale priser:

- Awwwards Site of the Day

- Awwwards Honorable Mention

- CSS Design Awards Website of the Day

Ved CSS Design Awards er Georg Jensen-casen endda nomineret som et af de 30 bedste websites i verden i 2015 - CSS Design Awards Finalist Website of the Year 2015 - og hos Umwelt glæder man sig naturligt nok over, at arbejdet for Georg Jensen er blevet så fornemt modtaget:

Adm. direktør i Umwelt, Martin Michael Hansen, siger:

- Vi har lagt meget arbejde i udviklingen af Georg Jensens ”The Gift of Giving” kampagne, så for Umwelt teamet er det fantastisk at få denne internationale anerkendelse for vores arbejde.

Om selve casen siger han:

 - Kombinationen af film, kampagnesite, produktvisning og e-commerce skaber en stærk holistisk platform og brandoplevelse. Og vi kan allerede nu se, at der en stor interesse for kampagnetraileren med over 400.000 visninger på YouTube.

Umwelts Georg Jensen-site har i øvrigt selskab af et andet dansk site ved CSS Design Awards Finalist Website of the Year 2015, idet også UncleGreys multi-prisbelønnede arbejde for Weber er blandt de 30 udvalgte finalister.

Du kan besøge Georg Jensen-sitet her

Og se eller gense kampagnetraileren her.