Danish Digital Awards 2017 satte rekord med indsendelser og det hidtil højeste faglige niveau.

Et niveau, der blev afspejlet af, at godt 1/3 af alle indsendelser endte med at blive shortlistet som mulige vindercases.

Konkurrencen var dermed også den hårdeste i DDAs 3-årige historie, men alligevel fandt juryen, at over 40 cases skulle belønnes med henholdsvis guld, sølv og bronze, hvilket igen vidner om, at 2016-17 var et flot vintage-år indenfor digitalt arbejde i Danmark.  

Og det glæder naturligvis juryformanden:

– Jeg er især glad for, at så mange forskellige cases blev hædret på tværs af kategorierne, siger Kim Jong Andersen.

– Jovist, der var et par stykker, der virkelig stak ud blandt alle velfortjente vindere, hvoraf Momondo og &Cos DNA Journey ikke var nogen stor overraskelse.

– Men selvom det ikke kom bag på nogen, gør det ikke sejren mindre, for det er virkelig en kampagne, der har sat de pågældende på landkortet – ikke bare i Danmark men i hele verden.

– Og oven i købet med et modigt budskab, der gør op nogle fordomme på en positiv måde i stedet for at lukrere negativt på dem, som det ellers er blevet sædvane i medierne og i de politiske miljøer.

Stenhårdt kommercielt platformsarbejde

Går man imidlertid ned i de enkelte kategorier, finder man en bredde, vi ikke har set tidligere, mente juryformanden.

– Igen i år synes jeg, at DDA har udmærket sig ved, at vi godt nok får hædret det idébårne content, men den type kampagner bliver så rigeligt balanceret af stenhårdt, kommercielt platformsarbejde, hvor forretningsudvikling, design og teknologi er i højsædet.

Derfor var det heller ikke kun Tordenskjolds Reklamesoldater, der var på scenen i år.

– Der var også en række andre brands og bureauer, vi ikke har været vant til at se i spotlightet, som kunne høste frugterne af deres indsats. Her er det umuligt at komme udenom Think, som fik noget af et gennembrud i år med hele tre guldvindere for tre forskellige virksomheder.

– Det mindes jeg ikke at have oplevet før i DDA-regi, og det var mig en sand fornøjelse at overrække prisen som Årets Digitale Profil til Klaus Silberbauer, fordi han om nogen repræsenterer, hvad jeg forstår ved at være en ægte, digital kapacitet med et stærkt afsæt i Experience Design.

Komm-bureauerne og startups kan også være med

Og hvad siger du der ud over?

– Når det er sagt, vil jeg også gerne rose bureauer som Robert/Boisen, Uncle Grey, Klausen & Partners og Hello Group, der med deres solide arbejde for virksomheder som Spies, Weber, MAN og Danske Bank har bidt sig hårdt fast i podiepladserne i mere end et år i træk.

– En ting er at kunne vinde en enkelt gang – noget andet er at kunne præstere på samme høje niveau år efter år, men det er der nu en positiv tendens til, at flere er i stand til.

– Endelig glæder jeg mig over, at vi i to af de nye kategorier, nemlig PR og Startups fik kåret hele tre vindere i hver af disse kategorier. Det er en rigtig fin debut, og mon ikke at vi også til næste år vil se kommunikationsbureauerne og iværksættervirksomhederne sætte deres præg på DDA, slutter Kim Jong Andersen.

Både små og store virksomheder deltog

Dansk Annoncørforening glæder sig ikke overraskende over det høje niveau, tilslutningen og den store opbakning.

– Ikke mindst bredden af indsendelser fra både små som store virksomheder til Danish Digital Award, siger Mia Skjoldstrand, marketing & event manager i Dansk Annoncørforening.

– Vi har set nye strategiske højder og et digital håndværk, der sætter baren højt, som vi går i dybden med til vores workshop den 3. maj kl. 8.30. Der vil 4 guldpris-vindere fortælle om deres strategi, do’s and dont’s og deres rejse til de flotte resultater.

– Det er gratis for deltagere af Danish Digital Award Show, og koster 250 kr. for andre gæster, slutter Mia Skjoldstrand.