I anledning af 20 års jubilæet for de hjemløses landsdækkende avis Hus Forbi skulle der ske lidt mere end det sædvanlige.

Siden 1996 har Hus Forbi arbejdet med at skabe dialog og synlighed omkring de hjemløse og socialt udsatte i Danmark, og det arbejde skulle fejres og iscenesættes på en ny og markant måde.

– Vi har før samarbejdet med Hus Forbi, så det var nærliggende at hjælpe med en fortælling i denne anledning, og historien om en superhelt, hvis superkraft (eller forbandelse) sørgmodigt består i at være usynlig for omverdenen, skrev nærmest sig selv, og virkede som en oplagt fortælling, der bare måtte ud at leve, siger Jeanne Schultz, Hjaltelin Stahl.

Flot produktion og en meget stædig ”share funktion”

Ved at samarbejde med The Woerks og instruktør Toke Blicher Møller har historien i den grad fået lov at leve, og er blevet fortalt i en imponerende produktion og et medie, som skaber den nødvendige intensitet med publikum, som man kun kan på det store lærred.

– Da The Woerks fortalte om projektet, var jeg om bord med det samme. Ud over at støtte en god sag, var der kreativ frihed til at lave min egen version af Hjaltelin Stahls usynlige mand, uddyber Toke Blicher Møller.

Kampagnen har fået flot opmærksomhed både i Danmark og udlandet, gennem visninger i Nordisk Films biografer, og på kampagnesitet, hvor der dog bare lige var den lille hage, at traileren var usynlig, hvis man ikke delte den først.

Det var ideen, at jo flere som tager sig tid til at dele og bakke op om budskabet, jo mindre usynlig vil traileren – og altså også vores helt på gaden – være i fremtiden.