I gamle dage var man nødt til at finde en saks og klippe dem ud af magasiner, tilbudsbrochurer, ugeblade og aviser.

Men i dag er rabatkuponer kun et museklik eller et mobil-swipe væk, og en af de virksomheder, der siden sidste sommer har været rigtig godt i gang med at skabe sig en forretning i Danmark på netop det, hedder CupoNation.

Virksomheden er en del af den tyske, børsnoterede net-gigant, Rocket Internet, der har specialiseret sig at bygge eller investere i online-butikker.

En af de helt store succeser, Zalando, kender de fleste, men for godt et års tid siden gik Rocket Internet ind i Danmark med CupoNation-brandet:

En virksomhed, der tilbyder rabatkoder til online-shoppere, og som dermed også fungerer som strategisk salgskanal for sit netværk af webshops, der i dag tæller bl.a. Hotels.com, Stylepit, Ellos, Wupti, Sportmaster, Mofibo, Expedia, Adidas, Zalando og Miinto.

Og fordelene er til at få øje på for alle parter: Som forbruger henter man med et enkelt klik rabatkoder på CupoNations site, og for butikkerne sikrer set up’et øget kendskab og reach, en højere konverteringsrate – og omsætning.

Betydelige markedsandele

Og det går da også rigtig fint for CupoNation i Danmark, fortæller Mads Bukholt, der er Managing Director for den nordiske del af forretningen, hvor han leder et team på omkring 30 medarbejdere.

– Vi er jo stadig forholdsvis nye, men vi har hentet markedsandele hurtigt, så i dag sidder vi på omkring 40 procent af markedet. Og vi er for længst profitable, siger han og forklarer, at konceptet er forholdsvis enkelt:

CupoNation indgår aftale med en webshop, fx en sportsbutik, og aftaler at tilbyde rabatter på et antal udvalgte varer fra webshoppen: Fx 30 procent på et par Nike-løbesko.

Rabatkoderne er gratis for brugerne at hente, typisk skal koden blot kopieres ind på det site, man handler på, og der kræves vel at mærke ingen registrering af personlige data.

Og især sidstnævnte er et USP for CupoNation, siger Mads Bukholt:

– Det er jo et marked, som i hvert fald tidligere har lidt under et dårligt image, og hvor der måske også har været eksempler på lidt wild west-agtige metoder. Derfor har forbrugerne måske haft en tendens til at være lidt tilbageholdende med at benytte rabatkode-tilbud, når man samtidig også skulle aflevere navn og mailadresser. Det skal man ikke hos os, og det mener vi har været medvirkende til, at vi har fået så fin en start i Danmark.

Media-aftaler giver løft

Indtjeningen hos CupoNation kommer ved, at virksomheden tager en procentdel af det beløb, forbrugeren betaler, når vedkommende gennemfører et køb med en rabatkode hos en samarbejdspartner.

Det lyder jo vældig fint alt sammen, men folk skal jo også lige finde de der rabatkoder. Ingen, jeg har spurgt, har nogensinde hørt jeres navn? Det må da være et problem?

– Det er da helt klart en udfordring. Og der er ingen tvivl om, at vi sagtens kan komme til at stå skarpere i forbrugernes bevidsthed, både herhjemme og i andre lande, men vores samarbejdskoncept med en lang række nyhedsmedier i forskellige lande har sikret os et markant øget kendskab, siger Mads Bukholt.

CupoNation har således i dag omkring 30 medie-partnerskaber – fx med Le Monde i Frankrig, Daily Mail i Storbritannien og herhjemme med Ekstra Bladet – aftaler, som sikrer et betydeligt løft i kendskabet og udbredelsen af konceptet:

– De medier, vi samarbejder med, har deres eget særlige rabatkode-site med mediets eget brand, men tilbyder CupoNation-rabatkoder. Det er et virkelig stærkt samarbejde, og det har betydet rigtig meget for os i forhold til at ”lære” forbrugerne vores system at kende – og i forhold til at vi selv kommer højere op i søgeresultaterne.

Fordele for alle

Mads Bukholt er da heller ikke i tvivl om, at CupoNation-konceptet indebærer fordele for både forbrugerne og web-butikkerne.

– Forbrugerne får rabatter og gør en god handel. Målet er, at man som forbruger kan nøjes med at taste navnet på den butik, man vil handle i, og så ordet ”rabat”. Så bliver det næsten ikke nemmere, siger Mads Bukholt.

Og hvis du skulle opsummere fordelene for butikkernes vedkommende?

– Det skaber kundeloyalitet og tiltrækker ny kunder, det øger brand-awareness, og det giver mulighed for at øge lageromsætnings-hastigheden fx via rabatter på specifikke produkter. Og det booster omsætningen.

Miinto øgede konvertingsfrekvensen

Og det kan de i hvert fald skrive under på hos fashion-webshoppen Miinto.

Virksomheden indgik tidligere i år en rabatkode-aftale med CupoNation, og det kunne lynhurtigt ses på resultaterne.

Måneden efter, at koden var lanceret, steg antallet af kliks og søgninger på Miinto med næsten 350 procent - men mere interessant var det, at konverteringsfrekvensen steg fra 10,71 procent til 15,05 procent.

Ud af det antal personer, der besøgte sitet, var der altså 50 procent flere end måneden før, der endte med at gennemføre et køb – takket være en enkelt rabatkode.

Besøg CupoNations danske site her.