Forbrugerne tilbringer dagligt meget tid i selskab med deres smartphone, tablet eller pc, og 30 pct. af den bruges på at se videoer. Og det tal øges i de kommende år.

Forventningen er, at forbrugerne i 2020 vil bruge 80 pct. af deres onlinetid på at se videoer, så det er ikke uden grund, at virksomheder i øjeblikket skyder og deler den ene video efter den anden.

Videoernes succes skyldes bl.a., at de får ekstra medvind og belønning af Facebook, der gerne vil vinde over YouTube som brugernes førstevalg af videotjeneste, men en video og hjælp fra algoritmerne er langt fra ensbetydende med succes.

Tværtimod famler mange virksomheder i blinde på video-fronten, mener Henrik Brændegaard, CEO for Videofabrikken, som har arbejdet professionelt med video siden 2010.

– Mange danske virksomheder er allerede fulgt med udviklingen og får produceret video, men mange spilder deres penge, fordi de har mere fokus på at få produceret en video end på selve formålet med den, siger han.

Hans råd er, at man før der sættes i gang som minimum skal vide, hvem der skal se videoen, hvorfor de skal se den, og hvor de skal se den.

– Video er uden tvivl vejen frem i forhold til online markedsføring. Tallene viser, at du hæver den tid, kunderne bruger på din hjemmeside med 54 procent, hvis du har video på siden, og de har stor betydning i forhold til SEO. Men du slipper ikke af sted med fluffy præsentationsvideo, som du gjorde for fem år siden, forklarer han.

En video skal give svar

Fynske Australian Bodycare er en af de virksomheder, der har kastet sig ud i videomarkedsføring. For dem er det vigtigt, kunderne kommer helt tæt på produktet, og videoen er med til give svar på kundernes spørgsmål.

– Det er nettet, kunderne bruger, når de søger information om vores produkter, fordi de gerne vil sidde for sig selv og se nærmere på for eksempel produkter mod uren hud. Samtidig skal de skal kunne se, føle og nærmest røre ved produktet, det kan vi aldrig komme i nærheden af med tekst, forklarer Morten Bo Madsen, der er Sales and Marketing Director hos Australian Bodycare.

I samarbejde med Videofabrikken.dk har de udviklet et koncept med videoer, der bruges på tværs af landegrænser, og som ikke kun bruges af virksomheden selv, men også af deres forhandlere og samarbejdspartnere.

Video slår still-billeder

Henrik Brændgaard forklarer, at de godt kunne flyve til Australien og lave en fed præsentationsvideo for Australian Bodycare, men det giver ikke kunderne svar på de problemer, de måtte stå med.

Derfor skaber det ikke samme engagement. I stedet blev resultatet en tutorial, der viser, hvordan kunderne får mest ud af produkterne. 

– Det er tidligt i forløbet, men allerede nu kan vi se en svag stigning i konverteringsraten, der viser, hvor mange besøg, der fører til et salg. Forventningen er, at vi kan hæve den med mellem 10-20 procent. Men vi kan for alvor se en forskel på de sociale medier, hvor vores organiske reach er tre til fire gange højere, end når vi laver opslag med stillbilleder, slutter Morten Bo Madsen.