KLUMME: TDC har truet med at ville lukke nummeroplysningstjenesten 118, når den nuværende kontrakt med staten udløber i 2020. Anledningen er den nye ePrivacyforordning, der på det tidspunkt truede med at gøre det umuligt i praksis at drive en oplysningstjeneste.

Heldigvis er der blevet indføjet en bestemmelse i forordningen, der muliggør den fortsatte eksistens af en oplysningstjeneste, og det er godt nyt for marketingbranchen, der i høj grad benytter sig af data herfra; når en virksomhed ønsker at lave uanmodet direkte markedsføring til en borger, er det nemlig via 118-telefonbogen, der udtrækkes navne, adresser og numre til formålet.

Alligevel er netop videredistribueringen af disse data truet af det, der af branchen betegnes som en forkert afgørelse, der blev truffet af Datatilsynet i 2004.

Er teledata kundedata?

Videredistribueringen af disse telefonbogsdata er behandlet i Telelovens § 31 og de særlige markedsføringsregler og på den baggrund kunne man mene, at direct marketing som disciplin skulle være juridisk sikret, selv under de mange nye og opdaterede regler.

Alligevel er vi nødt til at rejse et helt afgørende spørgsmål, der drejer sig om den gamle afgørelse fra Datatilsynet: I 2004 underkendte Datatilsynet i en afgørelse mod TDC, at udvekslingen af navne og numre kunne foregå med hjemmel i de særlige markedsføringsregler i persondataloven. Datatilsynet henviste i stedet til, at TDC havde videregivet kundedata.

Afgørelsen skabte røre i branchen dengang, og nu gør den det igen, fordi ikrafttrædelsen af nye og langt højere bødesatser for databrud gør branchen tilbageholdende: Hvem tør tage chancen? Hvem har råd, både økonomisk og dataetisk?

Sagen er nemlig den, at fordi formuleringerne i forslaget til en ny databeskyttelseslov er præcis de samme som i den allerede gældende lov (blot med den forskel, at man i § 13 har samlet den nuværende persondatalovs særlige markedsføringsregler i § 12, § 6, stk. 2-4 og § 36), så vil Datatilsynets afgørelse stadig danne præcedens i en eventuelt ny sag.

Afgørelsen, der blev ignoreret

Marketingbranchen har ingen interesse i eller hensigt om at handle i strid med lovgivningen. På langt de fleste områder har vi i Danmark opbygget et fornuftigt forhold mellem virksomhedernes mulighed for at markedsføre sig og borgerens mulighed for at slippe for det. Alligevel valgte branchen at fortsætte gældende praksis da det stod klart at datatilsynets ikke var villige til at omstøde afgørelsen.

Branchen har altså i alle årene videreført praksis med udveksling af navne og numre med henvisning til telelovens §31 (tidligere §34) og de særlige markedsføringsregler. Og Datatilsynet har ikke taget nye sager op.

Men nu er anledningen her til at få slået den uanmodede direkte markedsførings legitimitet fast én gang for alle, for ingen kan være tjent med, at vi på den ene side har talrige paragraffer, der regulerer den uanmodede direkte markedsføring og på den anden side et Datatilsyn, der i en fejltolkning af lovgivningen kan sætte en kæp i hjulet på en hel branche.

Løsningen ligger lige for

Enten må Datatilsynet derfor omstøde udfaldet af den gamle afgørelse eller Justitsministeriet må følge den nye databeskyttelseslov op med en vejledning til lovsættet, hvori lovligheden af udveksling af navne og numre fra teledata til brug for uanmodet, direkte markedsføring slås fast helt utvetydigt.

Således kan en ny sag ikke kan vise tilbage til Datatilsynets afgørelse fra 2004, og branchen kan uden risiko for at blive idømt kæmpebøder fortsætte sin praksis.

Det er mest fair over for branchen og over for forbrugerne. Alternativet er nemlig ikke mindre uønsket marketing, for der findes allerede i dag opt-out-løsningen Robinsonlisten, som netop er møntet på, at borgere, der ikke ønsker uanmodet direkte markedsføring kan slippe herfor. Det er derfor kun rimeligt, at branchen også i fremtiden har den uanmodede direct marketing som et muligt værktøj i promoveringen af deres produkter og ydelser.