Flere end 150.000 mennesker ”synes godt om” Folkekirkens Nødhjælp på Facebook.

Det gør organisationen til Danmarks absolut største humanitære NGO målt på venner på det sociale medie, og det skyldes ifølge Kenneth Butzbach, national chef i Folkekirkens Nødhjælp, en stor satsning på området.

Men betyder de mange Facebook-venner overhovedet en forskel for de mennesker, som nødhjælpsorganisationen er sat i verden for at hjælpe?

- Ja, vi oplever i stigende grad, at vi kan bruge Facebook til at samle penge ind til vores arbejde, siger Kenneth Butzbach, som tilføjer:

- Facebook har fuldstændig ændret måden, som Folkekirkens Nødhjælp kommunikerer med danskerne på, og likes, delinger og kommentarer er i dag med til at gøre en forskel for verdens fattigste.

Folkeaktier for en million
For nylig startede Folkekirkens Nødhjælp salget af såkaldte folkeaktier i Danmarks første butik med overskudsmad, WeFood, og her er der blevet samlet mere end én million kroner ind til åbningen af butikken. Stort set al promovering af aktierne er sket via Facebook.

- Folk har delt, kommenteret og liket, så vi er nået ud til mange hundrede tusinder danskere med vores budskab, siger Kenneth Butzbach.

Foruden de donationer, der kommer ind direkte via Facebook, kan mediet ifølge Kenneth Butzbach også bruges til at kommunikere direkte med brugerne om organisationens arbejde. Eksempelvis gøre opmærksom på glemte katastrofer, f.eks. krigen i Sydsudan eller de aktuelle oversvømmelser i Sydasien, som de traditionelle medier måske ikke omtaler.

- Og når der er spørgsmål af både positiv og negativ karakter, kan vi gå i dialog med folk. Det kræver selvfølgelig, at vi investerer noget tid i det, men jeg er ikke i tvivl om, at det betaler sig, siger han.

Sms-koder via Facebook
I forbindelse med humanitære katastrofer er Facebook også en god måde for organisationen at kommunikere direkte med de mange mennesker, der gerne vil hjælpe.

Et godt eksempel er det store jordskælv, der ramte Nepal i slutningen af april.

- Vi har samlet 400.000 kroner ind til Nepal alene via sms-koder, der kun er blevet brugt på Facebook. Oven i det skal man lægge, at der også er mange, der klikker sig ind på vores hjemmeside fra Facebook og donerer derigennem. Så det samlede beløb, der er kommet ind via Facebook, er noget højere, siger Kenneth Butzbach.

Folkekirkens Nødhjælp er ud over Facebook også aktive på Instagram, Twitter og LinkedIn.

Humanitære NGO’er på Facebook - antal følgere

Folkekirkens Nødhjælp -150.000

Læger uden Grænser - 77.000

Dansk Røde Kors - 75.000

Amnesty - 74.000

Red Barnet - 47.000

SOS Børnebyerne - 32.000

UNICEF Danmark - 30.000

Børnefonden - 28.000

Mellemfolkeligt Samvirke - 27.000

Ibis -10.000