En social-driven kampagne fra Kræftens Bekæmpelse, der på en temmelig anderledes måde hylder de danske fædre i anledning af Fars Dag, har fået ualmindelig godt fat i danskerne.

Kampagnen med titlen Red Din Fars Dag er skabt af bureauet Robert/Boisen & Like-minded, og i løbet af bare to uger er den nået ud til ikke færre end 2,5 mio. danskere.

Indsatsen tager udgangspunkt det faktum, at danske mænd generelt ikke er gode nok til at gå til lægen med deres symptomer. 

Og ja, det har vi hørt før – men her tales der ikke til mændene på den vanlige ”husk-nu-at-holde-øje-med-modermærkerne”-facon. 

I stedet taler kampagnen til mændenes voksne børn. Den hylder således fædrene for alle de ting, de gør for deres store børn: Hjælp til selvangivelse, til flyttelæs, taxakørsel - og en økonomisk håndsrækning sidst på måneden.

Lytter til børnene

Kampagnen bygger dermed på indsigten om, at danske fædre vil lytte, hvis deres voksne børn opfordrer dem til at gå til lægen: Faktisk viser et rundspørge i forbindelse med kampagnen, at hele 85 procent af danske fædre over 50 år ville føle sig påvirket til at tage til lægen, hvis deres voksne børn opfordrede dem til det.

Og den sidder altså lige i skabet: Over to mio. danskere har allerede nu valgt at se kampagnefilmen, og flere end 50.000 personer har interageret med den i form af likes, shares og kommentarer.

Ideen med kampagnen er selvfølgelig, at den gerne skulle hjælpe til med, at de voksne børn kan blive ved med at ”udnytte” deres fædre i mange år endnu. 

Kim Boisen, adm. direktør hos Robert/Boisen & Like-minded, siger:

- Det er et nyt greb på en af de klassiske sundhedskampagner, og den har bredt sig lynhurtigt. Indsigten vidner om, hvor meget danske fædre lytter til deres voksne børn, og nu kan vi se, at  børnene også rækker ud til dem. 

Grobund for samtale

For ikke nok med, at selve kampagnefilmen har vist flotte tale på views og engagement – i tilgift har også tusindvis af voksne, danske børn sendt deres fædre et red-din-fars-dag-kort, som udover en personlig Fars Dag-hilsen opfordrer dem til at gå til lægen, hvis de oplever et af de kendte symptomer.

Og hos Kræftens Bekæmpelse er projektleder Helene Holm Burén da også rigtig godt tilfreds med resultaterne:

- Jeg er meget tilfreds med, at så mange danskere bruger Fars Dag i år til at huske deres fædre på, hvor vigtigt det er, at de hurtigt går til lægen, hvis de oplever et af syv tegn på kræft, siger hun og tilføjer:

- Det er rigtig positivt, at så mange danskere allerede har taget kampagnen til sig. Det vidner om, at den indsigt, kampagnen er lavet på, er ”spot on”, og at den har skabt grobund for samtale både ude i hjemmene og online.

Udpluk af kampagnen resultater

- 2,5 millioner danskere nået
- 2 millioner visninger
- 1 millioner lange visninger på minimum 30 sekunder
- Danskerne har samlet brugt mere end 1.625.997 minutter/1.129 dage med kampagnen
- +50.000 sociale interaktioner

Besøg kampagnesitet, hvor du bl.a. kan se og hente de særlige Fars Dag-kort her - og se kampagnefilmen og Facebook-VoxPop herunder. Credits efter Facebook-VoxPop.

Kampagnefilm

Facebook/Instagram VoxPop

Credits

Kunde: Kræftens Bekæmpelse, Helene Holm Burén, Thomas Koefoed

Bureau: Robert/Boisen & Like-minded

Strategi: Kim Boisen

Brand Activation: Victor Petri

Art Directors: Klara Vilshammer, Christoffer Boas

Projektleder: Gitte Andersen

Produktion: Gobsmack Productions

Producer: Christina Erritzøe

Instruktør: Niels Nørlev

PR: Radius Kommunikation