I fjor stod designbureaet Jacob Jensen Design bag en ny kommunikationsplatform for vodka-brandet Danzka, hvilket bl.a. bød på en nyfortolkning af brandets ikoniske aluminiumsflaske.

Og det har vakt opsigt verden over, hvor det senest er blevet til en Red Dot Award: Communication Design.

Rüdiger Behn, der repræsenterer fjerde generation hos destillatøren Waldemar Behn, som ejer vodkabrandet, er stolt:

- Danzka så dagens lys i det skønne København i 1989 og har altid været regnet for et ægte dansk ikon. Jeg er glad, stolt og taknemmelig over, at Danzka nu har fået en så verdenskendt pris som Red Dot Award, siger han.

- Det er den kreative og erfarne Timothy Jacob Jensen og hans designteam, der har gjort dette her muligt, fortsætter han.

20. Red Dot Award til Jacob Jensen Design

Jacob Jensen Design er naturligvis også stolte over atter en gang at modtage den prestigefyldte pris. Den er 20. gang, det sker.

- Det var vores held, at Waldemar Behn lod os stå for revitaliseringen af deres vodkabrand Danzka, siger Timothy Jacob Jensen, CEO og Chief Designer for Jacob Jensen Design.

- Waldemar Behn havde modet til at udfordre vodkaindustrien og flytte brandet fra den almindelige opfattelse af vodka som en festdrink til feltet for eksklusiv spiritus. Vi er beærede over, at resultatet af vores gode samarbejde nu er blevet belønnet med en Red Dot Award, slutter han.

Overrækkelsen af Red Dot Award: Communication Design 2017 – hvor også de danske bureuaer som Creative ZOO, 1508 og Pravda hædres – finder sted den 27. oktober i Konzerthaus Berlin i Tyskland.

Den prisbelønnede Danzka-kommunikationsmanual bliver også præsenteret i The International Yearbook Communication Design 2017/2018, som udkommer den 14. november 2017.

Kort om revitaliseringen af Danzka:

  • Jacob Jensen Design står bag revitaliseringen af hele Danzkas visuelle kommunikationsplatform.
  • Den visuelle identitet er fokuseret på aluminiumsflasken som et stykke klassisk dansk design og er derfor baseret på en enkel, nordisk atmosfære omkring produktet for at understøtte Danzkas oprindelige danske ophav.
  • Danzkas originale aluminiumsflaske blev designet af danske Johannes Torpe i 1989.
  • Jacob Jensen Design har nu modtaget 20 Red Dot Awards siden 1993.