Bureauet Gorilla Media, der specialiserer sig i marketing, events og indhold på sociale medier, har vundet en fin pris i London.

Den får det unge bureau for filmen #JegErDansk, der diskuterer, hvad danskhed egentligt er for en størrelse.

Prisen faldt ved det anerkendte britiske marketingsmedie The Drums Social Buzz Awards, hvor filmen blev præmieret med guld i kategorien ”Best Viral Campaign” foran fx brands som Adidas, IKEA og Procter & Gamble samt markante bureauer som svenske Acne, We are social, norske Try og AnalogFolk.

Gorilla Medias vinder-film er med mere end 100 millioner visninger globalt et godt eksempel på, at idé og timing ofte betyder meget mere end tårnhøje budgetter, når virale hits skabes.

Film skabte hed debat

#JegErDansk tappede således ind i en debat, der opstod i kølvandet på, at Folketinget vedtog en udtalelse, der lød sådan her:

- Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er over 50 procent. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.

Det var usædvanligt kluntet formuleret, og masser af borgere fór til tasterne og oversvømmede de sociale medier med kritik.

Kort tid efter sendte folkene bag Gorilla Media, Alex Sabour, Lelo Shalby og Sasan Askari, #JegErDansk-filmen ud på Facebook som et opråb.

I videoen får en gruppe børn at vide, at de ikke er danskere, fordi de er efterkommere af ikke-vestlige indvandrere. Udover Alex Sabours egen datter, deltog børn af tætte familiemedlemmer og venner i videoen, der efterfølgende skabte meget debat. Mange mente den ramte plet, andre at den gik langt over stregen og udnyttede de små børn, der græd i videoen.

Formulering blev ændret

Uanset hvad gik opråbet viralt, og det var måske en medvirkende årsag til, at Folketingets formulering blev ændret.

Alex Sabour, stifter og Creative Lead i Gorilla Media, sagde i kølvandet på debatten følgende til Markedsføring:

- Der har været skarp kritik, men det blegner i sammenligning med de titusinder af breve, e-mails, beskeder og kommentarer, som vi har modtaget fra folk, der takker os, sagde han

- De er strømmet ind fra alt fra filmstjerner, politikere over journalister til ”thougt leaders” og nobelprisvindere, der alle har fortalt os, hvor vigtig videoen er, sagde Alex Sabour og fortsatte: ”Jeg er ligeglad med, at videoen er kontroversiel. Den udtrykker det, Gorilla Media står for.

Massiv omtale og priser

Videoen har i øvrigt ikke kun vakt opsigt herhjemme, men er blevet omtalt i 120 medier verden over. Dertil kommer en stribe internationale priser, heriblandt den allerede omtalte.