En global lanceringskampagne for Eccos nye Cool 2.0 sneaker er skabt af Virtue Danmark - Vices in-house kreative bureau i København.

Ecco havde et ønske om en street style-kampagne og en behind-the-scenes film, der skulle udvikles omkring idéen Cool From Every Angle - og naturligvis ramme målgruppen: Mænd og kvinder i aldersgruppen 27-33 år.

Og opgaven landede hos det københavnske bureau af flere årsager, fortæller Sean Tindale, der er Head of Conceptual Marketing hos Ecco Concept Lab:

- Virtue-holdet i København var et oplagt valg for os, da de er uovertrufne til at nå unge, ikke kun i Danmark, men i hele verden. Deres store netværk af øvrige lokale Vice-kontorer giver dem en umiddelbar knowhow og autenticitet, hvad enten de arbejder i Polen, Sydkorea eller USA, siger han og fortsætter:

- Den viden var de i stand til hurtigt at omsætte til et edgy visuelt udtryk, der stemte overens med vores nye produktserie. Det var et stort plus at have et lokalt bureau, der forstår vores skandinaviske ophav, som samtidig kunne udvikle en markedsrelevant eksekvering, der var let at tilpasse en global lancering.

Brugte netværket

Bureauet har stået for det kreative koncept, produktion af kampagnebilleder, der bruges i alt fra online, website, social media, POS-design, in-store og outdoor, samt en behind-the-scenes film, der bruges online – og som en del af kampagnen rejste Virtue fra København over Warszawa via Seoul til Los Angeles og tilbage på 12 dage.

Rich Perusi, der er Associate Creative Director, Vice Media Scandinavia - Virtue Worldwide – fortæller om processen:

- Vi brugte vores store internationale netværk til at identificere lokale fotografer i Warszawa, Seoul og LA, som var de byer Ecco havde valgt til deres kampagne. I samarbejde med fotograferne udvalgte vi en mandlig og kvindelig influencer i hver by ud fra deres personlighed og stil. Derefter sendte vi vores team af sted med en droneoperatør, som kunne skyde behind-the-scenes filmen. De fløj bogstavelig talt jorden rundt på 12 dage, siger han.

Oplagt opgave for Virtue

Og ifølge Anja Agerbo Thomsen, der er Vice President, Vice Media Scandinavia - Virtue Worldwide – understreger bureauets arbejde med kampagnen en af bureauets største styrker:

- Vores internationale netværk giver os mulighed for hurtigt og gnidningsfrit at løse globale bureau-opgaver. Dét, kombineret med Eccos ønske om at skabe en kampagne henvendt til unge mennesker, der skulle fungere på tværs af landegrænser, gjorde det til en oplagt opgave for os, siger hun.

Det er i øvrigt ikke første gang Virtue Danmark går globalt for Ecco.

Bureauet har tidligere produceret social media kampagner, herunder video og influencer-kampagner, og stod også for fotos og content, da Ecco lancerede Intrinsic-serien herhjemme i december 2015. Og da serien blev lanceret på tværs af 90 markeder i februar 2016, havde Virtue desuden produceret kampagnevideo, fotos og koncept til POS-design og online tilstedeværelse.

Se den nye Cool From Every Angle-film, der er skudt af Mathias Arvedsen i Warszawa, Seoul og LA, herunder.

Kuba Dąbrowski har fotograferet i Warszawa, Kyunghun Kim i Seoul og Daria Kobayashi Ritch i Los Angeles.