It- og annoncegiganten Google er blandt de store spillere, der har kastet sig ind i kampen mod de ”Bad Ads”, der rider det digitale økosystem som en mare.

Det resulterede i 2016 fx i Coalition for Better Ads, som blev etableret i samarbejde med en række andre sværvægtere på den globale annonce-scene såsom Facebook, GroupM, Procter & Gamble, Unilever og World Federation of Advertisers.

Derudover gør Google også selv en ganske stor indsats på området. I runde tal fjernede Google 3,2 milliarder reklamer i fjor, fordi de var i strid med Googles egne markedsføringspolitikker, hvilket er mere end en firedobling af antallet fra 2015.

700.000 mobile apps sortlistet

Tallet stammer fra Googles årlige Trust & Safety-rapport, der opsummerer hvilke tiltag virksomheden har iværksat det seneste års tid for at beskytte brugere og annoncører og stikke en kæp i hjulet på onlinesvindlere.

- I fjor fjernede vi 320.000 publishers fra vores reklamenetværk for brud på vores politik, og vi sortlistede næsten 90.000 websitets og 700.000 mobile apps. Vi introducerede også ny teknologi, der gør os bedre i stand til at beskytte vores annoncører ved at fjerne Google-annoncer fra individuelle sider på et website, der bryder vores regler, lyder det bl.a. fra Scott Spencer, Director of Sustainable Ads hos Google, i et blogindlæg offentliggjort i forbindelse med den nye rapport.

Af indlægget fremgår det også, at Google i 2017:

  • Blokerede over 12.000 websider for at “skrabe” (Scraping), duplikere og kopiere indhold fra andre sites.
  • Suspenderede over 7.000 AdWords konti for tabloid cloaking, altså dårlige reklamer forklædt som nyheder. I 2016 var tallet 1.400.
  • Fjernede over 130 millioner reklamer, der forsøgte at misbruge Googles reklamenetværk gennem svindelagtig adfærd eller ved at forsøge at narre og omgå Googles annoncevurderingsproces.
  • Blokerede 79 millioner reklamer i netværket, der videresender folk til sider fyldt med malware. Og fjernede 400.000 af disse usikre sider.
  • Blokerede 66 millioner ”trick to click”-annoncer og 48 millioner reklamer, der forsøgte at få brugere til at installere uønsket software.

Forbyder kryptovaluta-reklamer

Derudover benyttede annoncegiganten også lanceringen af rapporten til at varsle en strammere kurs mod fx spilreklamer samt et forbud mod reklamer for kryptovalutaer.

Forbuddet – som Google vil håndhæve fra juni – gælder al reklame for kryptorelateret indhold, herunder eksisterende kryptovalutaer og nye.

Google følger dermed i kølvandet på Facebook, der i januar besluttede noget tilsvarende.