Det er ofte svært at aktivere sponsorater. Ud over begejstringen hos medarbejdere og partnere, er alt for mange sponsorater hæmmet af en manglende kobling mellem brand og sponsorat.

Verdens førende pumpeproducent Grundfos, der i 12 år har støttet EM- og VM-slutrunderne i håndbold, går til dette VM i Tyskland ekstraordinært til værks. Første gang mål nummer 6 og 13 scores i en af de mange haller, vil Grundfos donere penge til rent vand og arbejdet med at modvirke klimaforandringer.

Hvorfor?

Fordi to af FN’s 17 Sustainable Development Goals (SDG) for en bæredygtig verden taler om netop rent vand (SDG-mål 6) og klimaet (SDG-mål 13). Første gang mål 6 og mål 13 noteres i alle kampene under VM vil speakeren bede publikum om at ”make extra noise” for indsatsen for en bæredygtig verden.

Grundfos vil så donere penge til fire projekter i forskellige dele af verden, der støtter SDG-mål 6 og 13. Sammenlagt lover koncernen mindst 50.000 euro til indsatsen for en bedre verden.

– Når vi støtter mål 6 og 13, er det for at sætte ekstra fokus på, hvad der driver os som virksomhed. Vand er fundamental for vores virksomhed, og vi vil gerne hjælpe verden til at forstå vigtigheden af FNs bæredygtigheds mål, og at vi alle kan gøre en forskel for at bidrage til en bedre verden, siger Gitte Kirkeby Søe, Group Director Branding hos Grundfos.

Se filmen her: