Stop volden, før det er for sent. Så kontant var budskabet i kampagnen, den humanitære organisation Danner lancerede på Facebook. Kampagnen skal være med til at bryde det tabu, der er om mænds vold mod kvinder. 

For der er brug for fokus på området. Omkring 33.000 kvinder udsættes nemlig årligt for fysisk partnervold, og hele 37 pct. af de kvinder, der flytter på krisecenter, har været udsat for partnervold i fem år eller mere. 

– Kvinder, der lever i et voldeligt forhold i årevis, bliver nedbrudt og har svære symptomer på angst og depression. Jo længere tid volden ignoreres, jo værre bliver det, siger Lisbeth Jessen, direktør i Danner. 

– Fysisk, psykisk og seksuel vold mod kvinder er et langt større problem, end vi tror. Vold mod kvinder må aldrig normaliseres og ignoreres – hverken hos voldsudøveren, den voldsudsatte, hos pårørende og på myndighedsniveau. 

– Vold kan aldrig retfærdigøres, og vi skal hjælpe hinanden med at turde sig fra over for volden, fortsætter Lisbeth Jessen. 

Kampagne med kant 

Kampagnen er udviklet af Nørgård Mikkelsen og består af fire små film, der fortæller, at volden mod en kvinde gradvist bliver værre og værre, hvis der ikke reageres på opfordringerne i filmene.

Ganske skrappe film? 

– Vores nye kampagne går til kant og kan godt støde nogen. Budskabet er klart og tydeligt: Jo længere tid vold ignoreres, jo værre bliver det. Men Danners arbejde handler ultimativt om at redde liv hos en gruppe sårbare mennesker, så vi er nødt til at gøre noget nyt for at trænge igennem, siger Martin K. Ettrup, kreative hos Nørgård Mikkelsen.

Valget af Facebook som platform?

– Vi har valgt Facebook som platform, så vi kan nå ud til en langt bredere målgruppe, end det normalt er muligt for en NGO via annoncer i blade og aviser. Desuden bruger vi retargetting, fordi det involverer folk i fortællingen. 

– Vores håb er, at folk ikke ignorerer kvinden i kampagnen, men netop vil være med til at stoppe volden, før det er for sent. Husk på, at cirka 10 kvinder i et voldeligt forhold årligt bliver dræbt af deres nuværende eller tidligere partner. 

– Heldigvis er vi og Danner lykkedes med at skabe en kampagne, der virkelig har involveret folk og skabt opmærksomhed om problemstillingen slutter Kasper Kjærsgaard Jensen, Client Service Director hos Nørgård Mikkelsen. 

Danners case-film mod vold mod kvinder kan ses her: