På henholdsvis thai, spansk, græsk, fransk og italiensk bad tv- og radiovært Mikael Bertelsen tidligere i år udlandet om at hjælpe de danske feriegæster med at færdes fornuftigt i solen.

Filmene gik viralt i udlandet og massiv presseomtale satte danskernes solvaner på rigtig mangess læber.

– Strategien var at sende et nødblus ud i verden, og så håbe, at modtagelsen nåede tilbage til Danmark, siger Kristian Eilertsen, senior copywriter hos &Co..

– Derefter var vores gameplan at gribe udlandets reaktioner og bruge dem til den danske del af kampagnen. Vi havde en god mavefornemmelse, men det kom alligevel bag på os, hvor meget udlandet har engageret sig i kampagnen,

Planen virkede. Og mere til.

Morten Saxnæs, Head og Brand Activation & Social hos &Co, fortsætter:

– Filmene fik hurtigt så meget presseomtale i udlandet, at de danske medier samlede historien op. De ville jo vide, hvorfor Mikael Bertelsen blev diskuteret i alverdens tv-programmer, og så fik vi pludselig mulighed for at uddybe det gode budskab i bl.a. Go’ Morgen Danmark og på P3.

Det var ikke kun medierne, der fandt kampagnen interessant. Over 11.000 lokale i Thailand, Grækenland, Spanien, Frankrig og Italien har meldt sig som frivillige, og de står nu klar til at hjælpe danske turister med at huske fornuften i solen.

– Det har været rørende at mærke den velvilje, der er strømmet kampagnen i møde fra lokale i andre lande, der har haft lyst til at engagere sig i sagen og vist omsorg på tværs af landegrænser, uddyber Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

– Vi har modtaget et hav af både sjove og hjertevarme svar, og det har virkelig overrasket os, hvor mange mennesker, der har brugt tid og kræfter på at lave videoer, sange, facebook-grupper og andre initiativer, for at vise deres støtte.

– Det er alt det, vi nu skal formidle videre til danskerne, der er på vej på ferie, fortæller Peter Dalum.

Plads til forbedring af danskernes solvaner

Udrulningen herhjemme sker i den danske del af kampagnen, der netop er gået i luften på Facebook og på helpadane.dk. Hovedfilmen vil i de kommende uger blive suppleret med et væld af content fra de lokale på rejsedestinationerne.

– Den humoristiske kampagne har en alvorlig baggrund. Danmark er nemlig et af de lande i verden, hvor flest rammes af modermærkekræft. En del af forklaringen er, at vi elsker at rejse ned til varmen, når vi har ferie. Rigtig mange vender hjem med en solskoldning, siger Mette Meldgaard, der er programchef i TrygFonden.

– Sydens sol er meget stærkere end den danske sommersol, så derfor er det ekstra vigtigt, at vi husker solrådene, når vi holder sommerferie sydpå. Vi håber, at ”Help a Dane” husker danskerne på at solbeskytte sig på solferien, og at de lokale kan hjælpe til på solferiedestinationerne med gode tips og tricks til en solsikker sommerferie, slutter Mette Meldgaard.

Se filmen her, hvor de lokale fra henholdsvis Thailand, Spanien, Grækenland, Frankrig og Italien giver gode råd til danskerne om solbeskyttelse her:

Fakta

· Hos &Co. er det senior copywriter Kristian Eilertsen, art directors Kristoffer Winter og Ole Hoffmann, kreativ direktør Robert Cerkez, grafiske designere Anders Martin Jensen og Morten Grundsøe, Social media planner Nynne Sille Hansen, Head of Brand Activation & Social Morten Saxnæs, kontaktchef Morten Fabricius og projektleder Anders Antvorskov, der har udviklet kampagnen for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.

· Peter Harton har instrueret for &Co Productions i samarbejde med producerne Thomas Hartebeck og Anders Toustrup Darre.

· Be On/AOL står for content seeding og global PR, og PHD er mediebureau på den danske del af kampagnen.

· Kampagneansvarlige hos Solkampagnen er Dorte Dahl og Thomas Koefoed.