En ny sang fra Pharrell Williams, som man ikke kan høre. Et pengeskab, der kan opløses i vand. Og et brand, der er nødt til at tænke i århundreder for at overleve. Det er de basale ingredienser i en ny kampagne fra cognac-brandet Louis XIII.

Ideen er, at Pharrells nye sang først udgives om 100 år, altså i 2117 - indtil da er den låst inde i et pengeskab, der kan opløses i vand. Og hvorfor så det? Jo, hvis vi ikke passer på kloden og klimaet, så stiger verdenshavene, pengeskabet opløses og sangen vil blive destrueret.

Projektet med titlen ”100 Years - The Song We'll Only Hear If We Care” blev skud i gang i Shanghai i nat, hvor Pharrell Williams opførte sin nye musikkomposition live foran et særligt inviteret publikum.

Nummeret er desuden indspillet (på ler-plade) og lagt til opbevaring i Louis XIII’s kældre i et pengeskab, der ligesom pladen opløses, hvis det nedsænkes i vand: Underforstået stiger vandstanden i verdenshavene er der ikke noget Pharrell-nummer i 2117.

Eaux-de-vie går i arv

Og selv om det måske kan lyde bizart, så giver både ideen og koblingen mellem Pharrell Williams, Louis XIII Cognac og klimakampen god mening.

Det er almindelig kendt, at Pharrell Williams er en aktiv fortaler for at passe på miljøet og gøre noget ved klimaforandringerne, og for så vidt angår Louis XIII Cognac, er man reelt vant til at tænke et århundrede fremad:

Siden 1874 har hver generation af kældermestre således skabt den særlige blanding af op til 1.200 eaux-de-vie, der skal til for at komponere en Louis XIII Cognac-flaske - i dag hedder kældermesteren Baptiste Loiseau, og han har altså ansvaret for at skabe de eaux-de-vie, der skal gå i arv til hans efterfølgere i det kommende århundrede.

- Vi er utroligt stolte af projektet. Kombinationen af tid og natur er kernen i alt, hvad vi gør. Hvis miljøet ikke forbedres, vil selv den bedste kældermester i fremtiden ikke være i stand til at skabe den ekstraordinære blanding, som Louis XIII Cognac består af, siger Ludovic du Plessis, der er Global CEO for brandet, og tilføjer:

- Kampen mod global opvarmning er en af de vigtigste mærkesager i det 21. århundrede, og med sangen ”100 Years – The Song We’ll Only Hear If We Care” håber vi at kunne inspirere folk verden over til at engagere sig i sagen.

En stærk stemme

Også Pharrell Williams er begejstret for projektet:

- Jeg elsker, at Louis XIII tænker et århundrede frem. Vi burde alle tænke et århundrede frem. Vi er nødt til at have en fælles interesse i at bevare vores natur. Hver flaske af Louis XIII repræsenterer livsværket for adskillige generationer, så projektets mission er at få os til at tænke over, hvilken planet vi giver videre til de næste generationer, siger han i en pressemeddelelse.

Om samarbejdet med sangeren siger Ludovic du Plessis:

- Vores ønske er at inspirere folk. Derfor føltes samarbejdet med Pharrell Williams meget naturligt. Ikke alene er han en af de mest talentfulde, kreative kræfter i musik i dag, men han er også en af verdens stærkeste stemmer inden for kampen mod globale klimaændringer – specielt, hvis man ønsker at tale til den yngre generation.

Ud over arrangementet i Shanghai i nat -og sangen i pengeskabet i Frankrig - indleder Louis XIII Cognac i den kommende tid desuden en turné til større byer i hele verden, hvor man vil arbejde på at øge kendskabet til miljøorganisationer og støtte dem gennem bl.a. velgørenhedsmiddage.

Bureauet bag det internationale stunt er Fred & Farid i New York.

Læs mere om projektet her og se Pharrell Williams' video om projektet her.