Så sluttede Epica Awards 2017, og naturligvis vandt svenskerne det skandinaviske mesterskab. Hele 23 awards løb vort dygtige broderfolk med, og det kan ingen argumentere imod.

Fire guld, syv sølv og 12 bronze blev det til med en enorm bureauspredning. I modsætning til de ni norske awards, hvor TRY løbe med fem af statuetterne, heraf to af de tre af guld. Samlet set vandt Norge tre guld, fire sølv og to bronze.

Danske bureauer og annoncører klarede sig lige så fint med 12,5 awards – to guld, seks sølv og fire bronze. Very Patchwork og Shoot Happens fik fortjent de tre, New Land og Wichmann/Schmidt også tre, mens Mindshare nappede to awards – det samme som &Co..

Brandhouse og Robert/Boisen & Like-minded fik deres fortjente skulderklap én gang hver. Den "halve" giver vi til de dygtige produktionsfolk hos Nobody Cph, der skabte TEDx-filmen for Carlsnberg, men som bureauet Happiness i Bruxelles var lead på.

To meget stærke film

Desværre fik danskerne ikke sidste adelsmærke, nemlig en af de seks Grand Prix’er, hvor af de to blev uddelt i kongekategorien ”Film”.

Her var VW-filmen ”Generations” dog med i det allersidste opløb, idet juryen efter en timelang argumentation stod tilbage med tre film, og den skønne fortælling om far-søn-forholdet afviklet som et kammerspil i en VW Beetle cabriolet fik færrest af de tre finalister.

Derefter skulle stemmerne naturligvis placeres på en af de to, der fik flest stemmer af de tre, og så var løbet kørt. En velargumenterende dansk jury-indsats viste sig med andre ord at være skønne, spildte kræfter.

Ikke mindst fordi der var dødt løb i finalen, og derfor valgte juryen at give begge indsendelser en Grand Prix. Hvorfor? Fordi den ene var for en NGO-kampagne, og den anden var for en ”rigtig” og betalende annoncør.

Og så naturligvis fordi begge film var eminente fortællinger, godt skuespil og med relevante pointer, der knyttede brand og fortælling sammen på fornem vis.

Læserne kan selv bedømme dem. De kommer her:

Først for Polens svar på eBay, nemlig allegro.pl, og får du ikke fugtige øjne, er du mejslet i granit:

Sandy Hook Promise, en NGO, viste os, at man skal kigge godt efter, når man bevæger sig i det offentlige rum. Filmen kommer her, også den film med skøn musik.

Hvilket også frem til Grand Prixen i Digital, hvor Mindshares og Dove Danmarks ligeledes endte på en meriterende 3. plads. Og blev skåret af efter samme skabelon som VW’s ”Generations” i film-kategorien.

Til sidst var der to i finalen, og her løb ”Like my Addiction” for en fransk NGO, der arbejder med alkoholisme, med topprisen med et overvældende stemmetal. Her udstilles en fiktiv figur, Louise Delage, der smider billeder på Instagram af sit perfekte liv … Bortset fra den sidste post.

Se med her:

De tre sidste Grand Prix’er var der aldrig tvivl om hos juryen.

Fearless Girl for State Street Global Advisors vil stå i mange år som noget af den bedste PR, der nogensinde er begået. Den lille statue af den trodsige pige, der skyder hagen frem og nedstirrer the Wall Street Bull vandt Outdoor Grand Prix’en. Prøv at argumentere mod det?

I Press-kategorien vandt en skøn printannonce for Die Tagesspiegel, en tysk avis der udnyttede forside-layoutet til at gøre grin med Donald Trump én gang i løbet af valgkampen.

En klassisk, smuk annonce, der oven i købet har selve produktet med som relevant, bærende element. Fremragende.

Design Grand Prixen gik til NGO’en Innocence Canada for ”Living Logo”, og her bidrog nyt navn og logo faktisk til, at NGO overlevede og fik betydelige donationer ud af re-brandingen. Et godt eksempel på, at kommunikation virker.

Hermed sluttede den 30. Epica-festival efter et år med en anelse færre indsendelser end sidste år, men dog stadig bedømmer over 4.000 indsendelser.

Nedgangen skyldes Publicis-netværkets boykot af alle awardshow, dog primært fokuseret på Cannes Lions. Det vil vise sig, om gruppen formildes af reorganiseringen af VM i reklame, der i 2018 går ud med 120 færre kategorier end i 2017 for at strømline festivalen og imødegå kritikken for at ”være grådige”.

Publicis-kritikken og de lige så hårde angreb fra Sir Martin Sorrell, WPP-bossen, har altså virket.