Nordens største hotelkæde, Scandic, er i fuld gang med at revitalisere sig selv, og nu bakkes forandringsprocessen op af et nyt kommunikationskoncept, "Stay Feel Live Better", der netop er lanceret i alle nordiske lande samt i Tyskland.
 
Den nye kommunikation bliver synlig på TV, digitalt, SoMe og i hotelkædens egne kanaler.
 
"Stay Feel Live Better"-universet er baseret på en omfattende analyse af Scandics mange overnattende gæster, der har peget på de ting, som de sætter størst pris på ved at bo på et af kædens hoteller: En god nats søvn, personlig service og lækker mad.
 
Skal ændre opfattelsen af Scandic
 
Derfor kredser kommunikationen, hvilket du kan se i den tilknyttede kampagnefilm i bunden af artiklen, om at vise passionerede medarbejdere, maden og hotellets rammer frem, hvilket alt i alt fører til, at gæsten føler sig som den bedste version af sig selv, når vedkommende forlader Scandic – og dermed får lyst til at komme tilbage igen.
 
Ifølge Mette Broløs, marketingdirektør for Scandic i Danmark, er målet med det nye kommunikationskoncept også at skabe et bedre match mellem opfattelsen i markedet og den hoteloplevelse, Scandic leverer.
 
- Vi er i gang med en omfattende forandringsproces, hvilket også afspejler sig i det nye koncept, hvor vi bl.a. også udskifter alt fra dør hangers til kaffekopper på hotellerne, siger Mette Broløs.
 
Bag det nye kommunikationskoncept står de svenske bureauer Folket og Tilsammans. Scandics bureau herhjemme, Hjaltelin Stahl, har lokaliseret kampagnefilmen til dansk. Se med her