I april tiltrak luksus-brandet Balenciaga sig en del opmærksomhed med lanceringen af en blå skuldertaske til den nette sum af knap 15.000 kroner.

Tasken lignede til forveksling den berømte blå IKEA-taske, og da den svenske møbelgigant var hurtig på aftrækkeren med et drilsk svar om, hvordan man nemt kunne skelne originalen fra de dyre kopier, gik internettet amok - som man siger.

Og netop nu får den blå IKEA-taske endnu mere opmærksomhed: Den fylder nemlig 30 år og har i den anledning fået sin egen reklamefilm.

Ikke som udløber af Balenciaga-drillerierne, men som resultat af en kreativ proces, der allerede startede i februar, oplyser bureauet bag filmen, svenske Acne.

Kloden rundt

Filmen er en hyldest til den blå pose – der på IKEA’sk hedder ”Frakta” – og den tager udgangspunkt i alle de opgaver, posen løser rundt om i verden: Fra indkøbspose, flyttetaske og hundedækken til regnhætte, legetøj og vasketøjspose. 

Eller som IKEA selv formulerer det: Det er verdens mest hårdtarbejdende taske. Men sandheden er, at dette simple stykke plastik har en langt større betydning. Det opsummerer alt det, vi tror på: At design, funktionalitet og kvalitet skal være for alle.

Og vi kommer nærmest også hele kloden rundt, mens vi følger familier, børn, unge og ældre, der hver især bruger den blå pose i alle mulige forskellige situationer.

Kendte navne

Det er det svenske reklamebureau Acne og IKEA’s egen interne kreative hub, der står bag filmen. Og kombineret med instruktørduoen Tompa & Rondo er der tale om et stærkt hold.

Creative Director hos IKEA er således danske Morten Kjær, der gennem de seneste to år har været i IKEA’s interne bureau, men før det har han faktisk arbejdet med IKEA i mange år - dels hos Robert/Boisen & Like-minded og dels som freelance.

Instruktionen af filmen har duoen Tompa & Rondo stået for, og det er heller ikke hvem som helst.

Tompa er Acnes grundlægger Tomas Skoging, der på instruktørfronten bl.a. har stået bag den berømte Spiderman-film fra Evians reklameserie om babyerne.

Og Rondo-navnet dækker såmænd over Filip Nilsson, tidligere Creative Director hos Forsman & Bodenfors, og manden bag Volvo Trucks kæmpestore reklamehit ”Epic Split”.

Sammen har de to begivet sig ud på nye instruktør-eventyr, og et af resultaterne er altså IKEA’s nye film om den evigt unge blå Frakta-taske.

Se filmen her.