2016 sluttede som året med det højeste antal dræbte i forbindelse med en højresvingsulykke siden 2008. Sidste år mistede syv cyklister livet, og 2017 har allerede krævet sit første offer.

I forsøget på at få vendt denne sørgelige tendens har Cyklistforbundet i samarbejde med DDB Copenhagen grebet problematikken an fra en helt ny vinkel – bogstavlig talt.

På linje 5A har man nemlig skabt en optisk illusion ved strategisk at placere teksten: ”Pas på højresving” på bussens ene side. Når man ser bussen direkte fra siden, er teksten utydelig og svær at læse, men det er ikke tilfældet for de bagvedkørende cyklister.

Gældende for den optiske illusion er nemlig, at billedet kan fremstå anderledes fra bestemte synsvinkler. Derfor oplever de udsatte cyklister på bussens højre side, at den utydelige tekst optræder som en klar advarsel. Cyklisterne bliver på den måde mindet om faren, få sekunder før et potentielt sammenstød med bussen.

- Det her er en løsning, som udnytter mediepladsen på bussen til fulde, da den ikke ville kunne fungere på en normal plakatsøjle eller ved et busstoppested. Samtidig synes vi, at idéen giver ekstra god mening, da det er med til at skærpe cyklisternes opmærksomhed over for tunge højresvingende køretøjer, siger Thomas Erichsen, Managing Director for DDB Copenhagen.

Henrik Sørensen, adm. direktør hos Out of Home Media glæder sig over, at busmediet anvendes til at gøre opmærksom på en så vigtig og aktuel problemstilling som højresvingsulykker.

– Medievalget, 3 D effekten og problemstillingen er på en genial måde kombineret, så relevans og budskab får optimal opmærksomhed på Danmarks største og mest synlige outdoor reklameflade.

Tidligere bureauer i Out of Home Media Challenge-konkurrencen, som DDB nu er en del af, er &Co med ”Adblock this”, TBWA & BBDO med Old Spices Odor Blocker og Havas med reklame for Durex.