De seneste tre år har studerende haft mulighed for at komme gratis hjem til jul og tilmed nyde både chokolade, julepynt og dejlig julestemning, når der er blevet fløjtet afgang på Anthon Bergs Generøse Julerejse. Og i år er ingen undtagelse.

Traditionen tro koster Den Generøse Julerejse ikke de studerende noget, men til gengæld skal de unge betale med en generøs handling og således også i år, hvor julerejsen har fået et anderledes velgørende perspektiv.

Tidligere har de studerende kunnet ”betale” billetten hjem til jul med kram, komplimenter og kufferthjælp, men i år skal de være med til at udføre Generøse Missioner - fx synge julesange på et ældrecenter eller læse julehistorier højt på et bosted.

- Vores ønske med julerejsen har alle år været at skabe generøse ringe i vandet. Vi giver de studerende en fantastisk oplevelse, med håbet om at de tager julehumøret, generøsiteten og en masse chokolade med sig hjem til deres familier. I år vil kampagnen komme endnu flere til gode via vores Generøse Missioner ude i landet. Her vil de studerende sprede generøsitet til steder, der har særligt brug for et ekstra skud glæde og gode gerninger, siger Lone Lyng Andersen, der er Marketing Director for Anthon Berg.

Danskerne skal til tasterne
Det er endnu ikke besluttet, hvor missionerne skal foregå – og det er helt bevidst - for som en del af strategien bag årets julerejse bliver De Generøse Missioner crowdsourcet.

Danskerne inviteres til at nominere steder - eksempelvis hospitalsafdelinger, børnehjem eller specialskoler - via Anthon Bergs Facebookside.

På den måde involveres langt flere end blot de studerende, som vil booke plads, lyder det fra Anthon Berg.

- Vi vil gerne inddrage endnu flere i kampagnen, og ved at kombinere et fysisk event med crowdsourcing online kan langt flere tage del i at sprede generøsiteten end tidligere. Til det er Facebook en oplagt platform, fordi det er en effektiv måde at involvere folk i alle aldre på, siger Lone Lyng Andersen.

Hvad der skal ske på missionerne er også stadig uvist - det kommer an på, hvem danskerne vurderer skal have hjælp. Det kan være alt fra et julekor, juletræsopsætning til hjælp med gaveindpakning. Det afgøres af, hvad der er brug for af juleindsatser på det givne sted.

Kæmpe succes på alle måder

Hvert år har julekampagnen, der er en del af Anthon Bergs flere gange prisbelønnede brandunivers ”You Can Never Be Too Generous” været en stor succes med billetter, der er blevet revet væk, massiv presseomtale og stort engagement på sociale medier.

Den flerårige kampagne har desuden høstet stor anerkendelse som vinder af PR Tigeren 2014 og finalist til Digital PR Award 2015 i kategorien Social Networking Campaign.

Kampagnens fokus er skiftet fra år til år, og i 2016 er det altså Generøse Missioner, som er i fokus, og danskerne kan nominere steder, de synes trænger til en kærligt skud juleglæde på Facebook frem til den 30. november.

Herefter udvælges de endelige modtagersteder af en generøs Julerejsejury bestående af rådgiver og forfatter Lars AP - manden bag bevægelsen Fucking Flink -  Erna Hjorting, aka nissernes mor, sangerinden og musicalskuespillerinde Maria Lucia og en repræsentant fra Anthon Berg.

Det er busselskabet Anchersen, der står for transporten af de generøse studerende, og der køres til alle landets fem regioner.

Der er plads til 600 studerende, og der er afgang med julebusserne den 21. december fra Frue Plads ved Vor Frue Kirke i København.

Billetbookingen foregår på Anthon Bergs Facebook-side.

Kampagnevideo her.