De seneste år har Cloetta, der bl.a. står bag det klassiske pastilmærke Läkerol, forsøgt at vende et relativt støvet mærke til et moderne og aktuelt brand, der appellerer til især kvinder i tyverne og trediverne.

Reklamebureauet Robert/Boisen & Like-minded har været med på hele rejsen, og de to partnere er kommet med flere gode eksempler på kommerciel kommunikation, der flytter brandet over mod den ønskede position som: ”Läkerol er mærket, der sætter gang i samtalen”.

Den tilknyttede kampagnefilm kører lige nu på sociale medier, og kampagnen hjælpes også på vej af influencers, outdoor, digital outdoor, biograf og plakater i Fitness World.

Skal, skal ikke?

I kampagnen taler Läkerol direkte til deres målgruppe, som elsker sødt, men gerne vil have sukkerfrie alternativer til rådighed.

For danskerne er det andet mest slikspisende land i verden med 8,1 kg pr. indbygger om året, og det er kvinder mellem 25-34 år, der står for det største forbrug.

Næsten dobbelt så mange kvinder som mænd spiser slik dagligt eller næsten dagligt uden at være sultne – og indsigten er, at hver tiende kvinde endda ærgrer sig dagligt eller næsten dagligt over at have spist slik.

- Kampagnen handler om en af de klassiske hverdagssituationer, hvor vi sundhedsfokuserede danskere kæmper med os selv. Vi håber, at mange, både kvinder og mænd, kan genkende sig selv og trække på smilebåndet, når de ser filmen, siger Line Norup, brand manager for Läkerol.

Stærkt fra start

Vi elsker nemlig at spise sødt, det lokker os hele tiden, og fristelserne er mange steder: Til møderne, i kantinen eller når vi handler på vej hjem fra arbejde.

- Alligevel ved vi godt, at hvis vi siger ja til kagen på bordet hver eneste dag, bliver nydelse hurtigt til fortrydelse i det lange løb. Heldigvis er der masser af plads til lidt läkert i hverdagen, slutter Line Norup.

Og der er blevet taget pænt imod kampagnen. Ikke mindst på YouTube og Faceboook/Instagram, hvor det især er målgruppen med unge kvindelige sundheds- og fitnessfans, der klikker visningerne hjem på kampagnefilmen.

Tjek selv filmen ud her: