- Gør logoet større, lød – i hvert fald for år tilbage - det klassiske budskab fra annoncør til bureau.

Men nu går det franske mode-brand Lacoste den modsatte vej og fjerner den ikoniske krokodille, der har prydet must-have-tøj i visse kredse gennem årtier.

Det er dog ikke en permanent løsning, men et reklamestunt, som er sat i søen for at markere et nyt, treårigt samarbejde med natur-organisationen IUCN, International Union for Conservation of Nature.

I en limitied edition-serie af de klassiske poloshirts viger krokodillen således pladsen for 10 truede dyrearter i kampagnen ”Save our Species”.

Og der er virkelig tale om en limited edition: Antallet af poloer med hvert af de enkelte dyre svarer således til det antal af den pågældende art, der findes tilbage på kloden.

Samlet er der fremstillet 1.775 poloer, heraf fx bare 30 med golfmarsvinet - en tandhval i marsvinefamilien – og 450 med leguan-arten Cyclura Pinguis.

De 10 arter er udvalgt af IUCN, Lacoste og det parisiske bureau BETC, der står bag kampagnen, og salget af de særlige poloer går naturligvis til arbejdet for de truede arter.

Lacostes krokodille er i øvrigt 85 år gammel og skyldes firmaets grundlægger René Lacoste, som på grund af sin kampvilje på tennisbanen gik under tilnavnet ”Krokodillen”

Læs mere her -  og se film om kampagnen her.