Danske svømmeprofiler er helt fremme i front i en ny kampagne, der skal lære flere danskere at svømme.

Det nye tiltag er led i et partnerskab mellem Dansk Svømmeunion og TrygFonden, og det bliver meget passende synligt i denne uge, hvor EM i svømning afholdes i hovedstaden.

Kampagnen kan bl.a. ses på en række metrostationer i hovedstaden, hvor Nørreport, foruden stationerne Forum, Kgs. Nytorv, Christianshavn og Amagerbro, bliver beklædt med 41 meter lange bannere.

Indsatsen afspejler, at Dansk Svømmeunion og TrygFonden, der har arbejdet sammen siden 1998 om at sætte fokus på badesikkerheden i Danmark, udvider partnerskabet, hvilket bl.a. medfører, at det danske svømmelandshold de næste tre år skal være med til at inspirere og motivere danskerne til at lære at svømme.

Svømmestjerner lærer fra sig

Flere af landsholdssvømmerne vil bl.a. agere coaches for de danskere, der i dag ikke deler topsvømmernes glæde for vand og helst holder sig langt væk fra det våde element. 

- De danske landsholdssvømmere er utrolig gode forbilleder, som vi tror på kan inspirere både børn og voksne til at udnytte de mange muligheder for sjove og rekreative aktiviteter, der er ved det vand, som vi har så meget af her i Danmark – både langs de danske kyststrækninger og i de mange svømmehaller rundt om i landet, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

- Men for at kunne færdes sikkert ved og i vand, er det vigtigt, at man kan svømme. At svømme er derfor en grundlæggende færdighed, som vi mener, at alle bør have mulighed for at lære, forsætter hun.

Aktiveres ved EM

Til EM i Svømning, der finder sted i Royal Arena i København fra den 13. til den 17. december, er TrygFonden EM-partner.

EM-partnerskabet er første skridt i den nye fælles indsats, der frem mod OL i Tokyo i 2020 vil udfolde sig i en kampagne, der dels skal motivere flere danskere til at gå i vandet og øge deres færdigheder i vand, og dels sætte fokus på vigtigheden af at have respekt for vand.

Tiltaget med de danske landsholdssvømmere, der skal hjælpe almindelige danskere med at overkomme deres individuelle barrierer for at hoppe i vandet, vil være et led i kampagnen, der skal udrulles via flere kanaler, og som har til formål at hylde diversiteten og vise, at vand er for alle.

We Love People er reklamebureaupartner på opgaven, mens Mannov håndterer PR-delen.

- Med kampagnen vil vi skabe glæde og styrke trygheden der, hvor mennesker og vand mødes, og sætte fokus på vandkompetencer, så du kan redde dig selv og andre. Vi hepper på alle, der er – og kunne have lyst til at blive – fortrolige med vand. Både de professionelle, motionisterne og nybegynderne, siger Gurli Martinussen.

I Dansk Svømmeunion glæder man sig også over det udvidede samarbejde med TrygFonden:

- TrygFonden er ikke bare en god og mangeårig samarbejdspartner for Dansk Svømmeunion. Det er også et af de stærkeste brands i Danmark. Både i forhold til Dansk Svømmeunions arbejde og for de danske elitesvømmere er det derfor en stor ære, at vi nu sammen med TrygFonden skal løfte opgaven med at få flere danskere til at blive fortrolige med vand og lære at svømme, siger Pia Holmen, direktør i Dansk Svømmeunion.