Det er efterhånden blevet en vane for de dygtigste kreative bureauer herhjemme at klare sig godt, når reklamefolk fra alle steder på kloden stimler sammen i verdens absolutte reklamehovedstad, New York, for at hædre de bedste arbejder det seneste års tid.

Det gjaldt ved sidste uges The One Show, og i går var der atter masser af grunde til at flashe Dannebrog, da det internationale awardshow New York Festivals kårede årets vindere.

Den store danske vinder var ikke overraskende den danskfødte rejsesøgemaskine momondos  ”The DNA Journey”-indsats.

To andenpladser og tre tredjepladser blev det til for den fornemme kommunikation, som bureauet &Co. var primus motor for.

Derudover kunne Vices’ kreative bureau, Virtue, glæde sig over et såkaldt ”Finalist Cerificate” for sin indsats for Arla Essens, hvilket også gjaldt den tankevækkende kommunikation for NGO’en ”Don’t Label” som Shoot Happens og Mindshare stod bag.

Mere hæder til Skurvognen

Endelig blev det til en anden- og en tredjeplads for Stryhns kække Leverpostej-film ”Skurvognen” – orkestreret af bureauet Anew og produktionsselskabet M2 Film – som vi tidligere har skrevet en del om.

Priserne faldt i ”Sound Design” og ”Humour”, og gevinsterne ved awardshowet, hvor en jury på flere end 400 personer fra verdens bedste kreative bureauer skulle bedømme værker i 19 kategorier, vækker naturligvis begejstring hos Anew.

- Med denne her film har vi ikke bare taget et sats med humoren, men i den grad også med brugen af udelukkende lydeffekter. Ingen tale – blot lyde i 30 sekunder. Og det er selvsagt en stor glæde for os, når det viser sig at virke – og endda give os endnu en international anerkendelse, siger Jakob Blom fra Anew.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Anews Stryhns-indsats hædres ved awardshows, da der bl.a. er opnået shortlister til Cannes Lions og True Awards samt priser ved Epica og London International Awards. 

Tjek selv alle vinderne ved New York Festivals ud her, og se (eller gense) Leverpostej-filmen herunder: