Et døgn midt i august rejste det danske rockband Carpark North på lynturné til otte danske småbyer - de såkaldt ”Rockløse Steder” - herunder Borris ved Skjern, Falkerslev på Falster og Niløse ved Dianalund.

Initiativet kom fra Royal Beer - som en del af det prisbelønnede Tak Rock-univers - og ideen var at bringe rockmusik ud til et antal udvalgte steder i kongeriget, som rent ud sagt ikke havde været i nærheden af at ”få noget rock” gennem det seneste år.

Nu har Royal Beer opgjort resultaterne for den del af kampagnen, som lå fra 3. juli til 30. august, og ifølge Senior Brand Manager Philip Wedgwood har konceptet sikret langt mere PR, end man tidligere har set.

- Vores estimater viser, at vi i den pågældende periode har genereret en medieværdi på 1,8 mio. kroner. Det er vi meget tilfredse med, siger Philip Wedgwood.

Spilleglæde og ydmyghed

Der har ikke været et klassisk enkelt-bureau på kampagnen, men en hold af kreative, sammensat til lejligheden.

Det drejer sig om idémanden bag eventen, Christian Iversen - gennem 26 år Senior Art Director hos DDB, siden selvstændig kreativ med bureauet Add Iver - hvortil kommer Kindly, Flicker Factory og instruktøren Christian Ørneborg. Plus naturligvis det danske bryggeris egne marketing-specialister.

Christian Iversen fortæller om idéen:

- Udgangspunktet var i Tak Rock-regi at finde på noget, der virkelig kunne signalere spilleglæde. Vi havde flere møder med Carpark North, og de er det perfekte ”endorser”-band: De har rigtig mange loyale følgere, og så er de selv fyldt med både spilleglæde og ydmyghed.

- Først tænkte vi, at det skulle blive  til koncerter på ”mærkelige” steder, men efterhånden voksede ideen om de ”rockløse steder”. Vi ville finde ud af, om der rent faktisk fandtes steder i Danmark, der ikke havde fået rock i et år, inden for en radius af 20 kilometer. Det lyder måske lidt skørt, men det viste sig, at det var der. Vi fandt otte steder, og der planlagde vi så koncerterne.

Campingplads og autoværksted

Lyn-turneén løb af stablen den 16. august inden for 24 timer fra Himmerland over Midt- og Sønderjylland og Fyn og Vestsjælland og til de to sidste koncerter på Falster og Lolland.

Til hver af de otte koncerter havde Royal Beer via Tak Rock-kampagnen inden da fundet yderligere et par Tak Rock-bands, som havde til opgave at sikre den rette stemning både før og efter, at Carpark North kom på scenen.

De enkelte koncerter foregik efter de forhåndenværende søms princip: I Borris på AMBA Korn og Foder, i Vodder på Gads Maskinstation, i Niløse på Niløse Nedlagte Skole - og i Falkerslev på Falster Familie Camping.

- Det var vigtigt, at det var steder, folk kendte. Vi kunne jo ikke bare lige gå ind og anlægge otte nye festivalpladser rundt om i landet, og de 850 mennesker, der bor i Borris, de ved alle sammen udmærket godt, hvor korn- og foderstofanlægget ligger, siger Philip Wedgwood.

Og de otte ”rockløse steder” - Borris, Errindlev, Falkerslev, Husby, Kragelund, Niløse, Oplev og Vodder - fik i den grad sat rock på programmet, da Carpark North og support-bandsene slog sig løs.

- Vi havde sat som mål, at få 1.200 til at logge ind og skrive sig op - det endte med over 7.500. Folk kom langvejs fra, og nogle kørte endda med videre, så de kom med til flere koncerter. Og mediedækningen var ret overvældende, fortæller Philip Wedgwood.

Fine resultater

Stribevis af lokale medier, såvel de trykte som TV og radio, bragte indslag. Dertil kom indslag i Go’Morgen Danmark og TV 2 Nyhederne klokken 18 på selve koncertdagen.

På Facebook voksede antallet af page likes med 1.500, og på flere kampagne-elementer lå engagement rate et pænt stykke over gennemsnittet for Tak Rock-content på 3,5 procent: Enkelte elementer nåede helt op på 6 procent.

Teaserfilmen, der blev launchet 3. juli for at fortælle, hvad der skulle ske, nåede omkring 600.000 views på Facebook. Den genererede over 2.000 reaktioner (likes, loves, osv), og den sikrede over 19.000 link-klik til kampagens landing page.

- Vi er rigtig godt tilfredse med de mange resultater og delresultater, vi har fået ind. Samlet set havde vi for den pågældende periode en defineret kampagnemålgruppe på 1,2 mio., og vores KPI-mål var at nå de 65 procent af dem. Men vi nåede 80 procent - altså lige omkring en mio., siger Philip Wedgwood.

Sammen med sit kreative team er han just gået i luften med næste trin i kampagneforløbet - et nyt TV-spot, som du kan se på Tak Rocks Facebook-side.

Og Tak Rock-eventyret forsætter på Royal Unibrews spillesteder – det kan du læse mere om her.

Se også casefilm og Behind the Scenes herunder.

Casefilm

Behind the Scenes