Da jeg var et barn, var vinteren altid hård og meget hvid, ligesom verden generelt var det.

Og nutidens børn og unge, der fx forkæles med teknologiske gadgets og innovationer, sci-fi-forfattere dengang ikke havde fantasi til at forestille sig, skulle bare vide, hvor let de har det i dag.

Ja, verden er generelt af lave…

Den slags tanker popper nok op i hovedet på de fleste, når de støder på yngre eksemplarer af menneskeracen ude i virkeligheden.

Men hvornår begynder den slags tanker egentligt, og hvad (om noget?) kan man bruge det til?

Det spørgsmål er omdrejningspunktet i en ny reklamefilm for det amerikanske brand Go-GURT, der har to fjerdeklasse-elever, Tim og Charlie, i hovedrollerne.

De får jo alt serveret på et sølvfad

De betragter, med verdens-visdom som ballast, deres meget yngre skolekammerater fra 3. klasse, som får hele verden serveret på et sølvfad takket være en ny Go-GURT-emballage.

- Vi skulle kæmpe i 20 minutter for at åbne vores Go-GURT, lyder det fra Charlie, og han bakkes op af Tim:

- Og når det endelig lykkedes for os at åbne den, så blev vi fyldt af en følelse af at have gennemført noget, hvilket ingen 3. klasse-elev vil opleve i dag, siger han og sukker.

Det er ikke stor reklamekunst, men det åbner på fornem vis op for en diskussion af bl.a. de nye teknologiers velsignelser, arbejdsmoral, vores alles konservatisme og meget, meget mere. 

Bag filmen står San Francisco-bureauet Erich & Kallman, og du kan se med her: