Hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed, så nærmer julen sig – og vi nyder de dejlige dage, hvor freden sænker sig, og vi glæder os til at tilbringe hyggelige stunder med familie og venner. Ikke sandt?

Ja, der er vel næppe tvivl om, at vi glæder os til freden og roen, men realiteten er for de fleste, at ikke mindst de sidste dage inden jul er travle som bare....så derfor er netop disse dage måske den perfekte anledning til at opfordre til at trække stikket en times tid og mødes med gode venner.

Og det er præcis hvad en en aktuel nordisk kampagne fra Mars’ chokoladebrand M&M’S gør – minder alle os travle forbrugere om at huske at dele flere gode øjeblikke med hinanden.

Kampagnen, som Very Patchwork står bag, har et digitalt kalenderværktøj som det centrale element, og ideen er naturligvis, at fortravlede forbrugere kan bruge værktøjet til at arrangere små hyggelige aftaler. Og måske endda dele en pose M&M’s.

Stærkt indsalgsargument

Kalenderværktøjet fungerer i praksis på den måde, at man finder et ledigt tidspunkt, opretter en aftale, som så sendes til udvalgte venner via Facebook Messenger.

Herefter får aftaleopretteren en notifikation, når en ven accepterer aftalen.

Aktiviteten giver naturligt masser af reach, men for M&M’S tjener den også et meget konkret forretningsmål, forklarer Jacob Scriver, der er strategisk planner hos Very Patchwork:

- De digitale aktiviteter fungerer som indsalg til butikkerne i kampen om de bedste pladser på gulvet. Når vi kan påvise, at vi eksponerer op mod 70 procent af den definerede målgruppe med vores kampagneaktiviteter, så giver det Key Account Managerne et stærkt indsalgsargument i dialogen med detailhandlen.

En god sag

Julen er dog som bekendt ikke bare detailhandlens, men også hjerternes fest, så derfor har M&M’s valgt at donere 20 kroner pr. oprettet aftale til en velgørende sag i henholdsvis Danmark, Sverige og Finland.

I Danmark går donationen til Mødrehjælpens juleindsamling, og det er foreløbig gået rigtig godt fortæller Elise Søftestad, der er Group Brand Manager på M&M’s:

- I Danmark har vi allerede nået målsætningen om at donere 10.000 kroner. Det er måske en lille dråbe i havet, men det er det hele værd, hvis pengene gør bare en lille forskel hos trængte familier, siger hun.

Du kan stadig nå at invitere til julehygge med venner og familie her