Arlas kakaomælk-brand Matilde er blandt de mest velkendte herhjemme, og de fleste tænker sikkert på børnefødselsdage, en brun karton og et logo bestående af et smilende pigeansigt, når de hører navnet.

Men nu sker der noget nyt. Arla relancerer nemlig sit klassiske brand, der har været en del af danskernes hverdag siden 1970.

I starten bestod sortimentet af langtidsholdbar mælk og forskellige specialprodukter.

I dag gemmer der sig kakao-varianter for enhver smag bag det velkendte brand, der nu får en overhaling i form af et nyt kommunikationsunivers og ny emballage på hele sortimentet.

Det medfører bl.a., at pigeansigtet på Matilde får mere fokus på det nye emballagedesign.

Det bliver større, og udtrykket bliver forskelligt på tværs af Matilde-varianterne.

Eksempelvis har Matilde fået et halmstrå i mundvigen på den økologiske variant, og på Matilde Premium blinker hun med det ene øje.

Matilde i fuld figur

Det er små justeringer, der skal sikre, at Matilde både fastholder sit udtryk og får ny vitalitet. Og i en ny reklamefilm bliver der for første gang sat krop på Matilde-pigen, når hun bliver levendegjort som animeret figur i slutningen af filmen.

- Det er med stor respekt, at vi har ændret på udseendet af Matilde. Mange danskere har et emotionelt forhold til Matilde-brandet, som har en exceptionel høj kendskabsgrad på 96 pct. Det vil vi gerne fastholde, samtidig med at brandet skal blive endnu stærkere, forklarer Christian P. Christensen, Brand Manager for Matilde.

- Derfor forstørrer vi Matildes ansigt på emballagen og etablerer Matilde som figur for at øge dynamikken og skabe et stærkt kommunikationselement. Matilde bliver derfor mere levende end nogensinde, fortsætter han.

Weekendmorgener i fokus

Matilde satser på weekendmorgener i det nye kommunikationsunivers, der har fået titlen ”Gør Weekenden Lidt Sjovere”. Og det er ikke tilfældigt.

Matilde ønsker nemlig at få en stærkere position på weekendmorgenbordet. Derfor er de nye reklamefilm også centreret om en weekendmorgen, hvor hele familien er samlet.

- Mange forbinder Matilde med fødselsdag og særlige lejligheder. Og det er vi glade for. Men vi vil gerne udvide vores position til weekendmorgener, hvor Matilde kan være med til at bringe familien sammen om gode oplevelser, siger Christian P. Christensen.

- De nye reklamefilm handler om kvalitetstid med familien. Vi lever i en verden, hvor mange har et travlt liv og måske er lidt mindre sammen, end man kunne tænke sig. Med de nye reklamefilm vil vi gerne sætte fokus på at få mest muligt ud af de små stunder med familien. Og i weekenden er morgenbordet netop et tidspunkt, hvor man hygger sig sammen og planlægger, hvad man skal lave af sjove ting i løbet af dagen, fortsætter han.

Det nye reklameunivers lanceres i uge 10, hvor en TVC bliver udrullet på tværs af TV-kanaler. Det er efterfulgt af fraklips- og content-videoer samt en social medie-kampagne.

Redesignet af Matildes emballager sker løbende fra april og involverer alt fra kartoner til instore-materiale i butikkerne.

Se den nye Matilde- film herunder.

Lidt facts om Matilde og det nye univers

  • Det nye reklameunivers lanceres under titlen ”Gør Weekenden Lidt Sjovere”
  • I uge 10 går en ny TVC i luften. I slutningen af filmen får Matilde-pigen for første gang en krop som animeret figur. TVC’en efterfølges af fraklipsfilm og contentfilm på digitale kanaler.
  • I uge 13 lanceres en social media-kampagne med det nye univers, som blandt andet kommer til at indeholde konkurrencer.
  • Redesignet sker løbende fra april. Også materiale som bakker og instore-materiale i butikkernes relanceres. Matilde-pigens ansigt forstørres og får for første gang forskellige ansigtsudtryk på den nye emballage. IDna Group står bag redesignet.
  • Reklamebureauet bag de nye reklamefilm er CO+. Filmene er produceret af Uitch Iscratch Productions og instrueret af Klaus Spendser.
  • Matilde er markedsleder for kakaomælk i Danmark med en markedsandel på ca. 50 %. Danskerne drikker årligt ca. 40 mio. liter kakaomælk.
  • Matilde har en kendskabsgrad på 96 pct. Det er målt af Millward Brown i perioden uge 4 til uge 24 i 2015.