Hun vandt fire gange Grand Prix og samlet set 18 løver, heraf 10 af guld, ved VM i reklame i sommer – Cannes Lions - og dermed er hun en af de mest præmierede cases nogensinde ved den 65 år gamle sydfranske prisfest.

”Hun” er en bronzestøbning af en lille pige, skabt for investeringsselskabet State Street Global Advisors af kunstneren Kristen Visbel, og i marts 2017 – dagen før Kvindernes Internationale Kampdag - placeret i Manhattans Financial District: Lige for næsen af Wall Streets ikoniske ”Charging Bull”.

Bag idéen stod New York-bureauet McCann – og den lille bronzepige havde såmænd et klart kommercielt formål: At promovere State Street Global Advisors investeringsfond med titlen SHE, der satser på virksomheder med en høj andel af kvinder i ledelsen.

Det gjorde hun effektivt. Allerede dagen efter at hun var blevet opstillet, gik billeder, videoer og fortællinger om den lille pige verden rundt.

Øgede omsætningen

Ifølge case-filmen fra dette års Clio Awards – hvor den unge dame i øvrigt også skovler guld hjem – nåede hun på 12 uger ud til 4,6 mia. på Twitter og 745 mio. på Instagram.

Apex Marketing vurderer ifølge branchemediet Adweek, at hun har sikret State Street Global Advisors omtale, svarende til en annonceværdi på svimlende 7,4 mia. dollar – svarende til omkring 45 mia. danske kroner - på tværs af diverse platforme

Men hvad mere interessant er, så skabte ”Fearless Girl” ifølge State Street Global Advisors også omsætning for investeringsselskabet.

Den daglige handel med SHE-investeringsfonden steg med 384 procent i de første tre dage efter, at  statuen var blevet sat op, og handlen holdt sig på et bemærkelsesværdigt højt niveau (170 procent over vanlig handel) hele den følgende måned.

Og selv om bronzestøbningen ikke som sådan var tænkt som blivende, så har 40.000 mennesker hen over sommeren signeret en underskriftindsamling med det formål at lade bronzefiguren blive stående hele 2018 med – og det får hun lov til siger New Yorks borgmester.

Se film om Fearless Girl her.