Det sociale medie musical.ly har for længst vundet hjerterne hos børn og teenagers over hele verden, men meget tyder på, at også storannoncører snart bliver meget glade for det musikalske medie.

Influencer-bureauet SMAC Agency har således gennem det seneste halve år solgt flere og flere kommercielle kampagner på musica.ly og tendensen har været et støt stigende engagement og reach - senest har en kampagne for Copenhagen Records og Carpark North opnået fine resultater

Musical.ly er en mobil-app, der gør det muligt at lave små filmoptagelser af sig selv, mens man mimer til musik.

Filmene kan deles via app’en, og følgere, fans og andre brugere kan kommentere og ”like”, og centralt i kampagnerne står Musical.ly influencers - populært kaldet ”musers” - unge, der fx har til opgave at lave videoer med relation til ”produktet” og opfordre til, at brugerne selv poster deres egne musikvideoer.

Flotte statistikker
I forbindelse med kampagnen for Copenhagen Records og Carpark North, var det de fire unge ”musers” Mathilde&Rosa og Isabella&Filippa, der stod i spidsen for en challenge.

Og det virkede: På blot en uge nåede kampagnen således over 1.700.000 views og mere end 260.000 likes.

Stine Thorbøll, der er digital content creative hos Copenhagen Records, er da også særdeles godt tilfreds med resultaterne:

- Kampagnen opnåede et reach og et engagement, som vi er enormt tilfredse med. For et band som Carpark North, hvor gennemsnitsalderen for kernefans er 25+, er Musical.ly ellers ikke den mest oplagte platform at arbejde på. Men vi havde en teori om at sangen ”Feel So Real” havde et potentiale på Musical.ly, hvis den blev afviklet som en del af en kreativ challenge i samarbejde med de rigtige musers, siger hun og tilføjer:

- Det er altid en fornøjelse at skabe engagerende kampagner for musikelskere og vi har været meget glade for de flotte statistikker, vi har opnået i samarbejde med SMAC Agency.

Øget efterspørgsel
Det er i øvrigt ikke første gang SMAC Agency rammer plet på musical.ly.

Et andet godt eksempel er en kampagne, som filmselskabet United International Pictures sammen med MediaCom kørte i december i anledningen af premieren på den nye familiefilm SYNG - og det virkede:

Kampagnen høstede mere end 185.000 likes og over 1.600 kommentarer.

Derudover blev der uploadet mere end 1.000 SYNG-musikvideoer lavet af børn med en Musical.ly profil.

- Kernemålgruppen på filmen SYNG er børn 6-12 år + teens, og denne målgruppe kan være vanskelig at trænge igennem til gennem traditionelle medier. Idet filmen SYNG omhandler et sang-talent show var der tale om et ”match made in heaven” på Musical.ly, der har mellem 100.000 og 150.000 unge danske brugere i målgruppen, sagde MediaComs Lotte Hauge Albertsen dengang til Markedsføring .

Og hos SMAC Agency er direktør Pernille C. Lotus da heller ikke i tvivl om, at musical.ly som kommerciel platform vil få større og større betydning:

- Fra vores point of view er der ingen tvivl om, at de kommende måneder kommer til at byde på mange flere kampagner på musical.ly. Det gælder både musikbranchen, men også masser af andre brancher, hvor det kreative content vægtes højt, siger hun.