Danmarks er et griseland. Men hvordan står det til med dyrevelfærden i den konventionelle svineproduktion? Det emne sætter Dyrenes Beskyttelse nu fokus på.

Og det skyldes bl.a., at:

  • 97 pct. af alle danske grise halekuperet, selvom rutinemæssig halekupering har været ulovligt i over 20 år.
  • Danske grise kastreres uden bedøvelse.
  • Industrielt producerede grise går rundt i bure, der giver 0,65kvm pr. 100kilo gris.

Det er netop disse problemer, som Dyrenes Beskyttelse ønsker at sætte fokus på i deres nye kampagne, der allerede har sat bur-grisens forhold til debat på de sociale medier og i den danske presse:

– Det kommer bag på mange, hvor pressede forhold de danske grise lever under i den industrielle produktion, fortæller Pernille Schousboe, kampagneleder hos Dyrenes Beskyttelse.

– Det vil vi gerne lave om på, og vi håber, at vi med denne kampagne kan skabe en debat om, hvorvidt det er i orden, at vi klipper og skærer i dyr, alene fordi det gør det lettere at holde og sælge dem.

Hvis bare grise var høns

Rundt omkring i Danmark kunne man i kampagneperioden se en stor plakat med en gris på to ben og teksten: ”Hvis bare grise var høns”. Ordet ”bur-gris” leder netop tankerne over på de omdiskuterede ”bur-høns”, hvis æg i øjeblikket udfases i de alle danske supermarkeder.

Dette er ikke en tilfældighed forklarer Jacob Holst Mouritzen, Director of communication and marketing i Mindshare, der har været med til at udvikle kampagnen for Dyrenes Beskyttelse:

– Sproget er en værdimæssig kampplads, som påvirker vores holdninger og adfærd.

I dag taler danskerne om gris, frilandsgris og økologisk gris.
Men normen er altså gris, som i dag forstås som den konventionelle gris fra den konventionelle svineproduktion.

– Det er et sprogligt billede, der ikke skaber de store associationer. Den konventionelle gris er blevet standarden, normalen og det vi alle forventer. Men der er intet naturligt ved den produktionsmetode konventionelle grise udsættes for, fortsætter Jacob Holst Mouritzen.

– Vi ønsker at sætte fokus på disse grises forhold, ved at vise danskerne de forhold burgrisene lever under, og sætte fokus på de problemstillinger der er i den konventionelle svineproduktion. Målet i sidste ende er at indsamle underskrifter som skal presse politikerne i Danmark og EU til at kigge på problemerne.

Kampagnen kombinerer forskellige medier som outdoors, annoncer og et kampagnesite samt en effektiv social media- og PR-indsats.

Indsatsen indeholder bl.a. en virtual reality-video med optagelser af forholdene i den industrielle svineproduktion, som de danske politikere blev konfronteret med under Folkemødet på Bornholm. Resultatet af denne og politikernes reaktioner findes her

Over 30.000 underskrifter indsamlet

Målet med kampagnen er 1 million europæiske underskrifter, der skal bruges til at skabe bedre forhold for de danske og europæiske grise. Flere end 30.000 danskere har i skrivende stund skrevet under på at burgrisene fortjener bedre forhold og kampagnen fortsætter.

– Jeg er stolt over, hvordan danskerne har meldt sig på banen. Det er i sidste ende den almindelige dansker, der kan gøre en forskel – fx ved at vise sin støtte gennem en underskrift eller ved at fravælge burgrise, når man står ved køledisken, slutter Pernille Schousboe.

Læs mere om kampagnen her.