Det anerkendte amerikanske erhvervsmagasin Forbes bragte fornylig et portræt af den succesfulde New Yorker start up Art Frankly - og det gav genlyd helt ind i Livjægergade i centrum af København.

Her holder nemlig reklamebureauet Fireball til, og det er her, Art Franklys kommunikations-platformen er udviklet.

Helt præcist af Simon Larsen, Art Director, Janus Hansen, Copy Writer, og Tobias Høgsberg Creative Strategy. 

Opgaven blev takket være personlige relationer landet for godt et halvt års tid siden i New York:

- På det tidspunkt var de to grundlæggere, Joseph Hines og Karline Moeller, endnu ikke helt færdige med deres community og med at søge funding, så vores udvikling af kommunikationskoncept og -platform foregik i et vist omfang sideløbende, fortæller Tobias Høgsberg, der beskriver Art Frankly som en slags ”Linkedin møder Jobindex, specifikt rettet mod kunstbranchen”.

En kræsen målgruppe
Leder man som kunstner efter et atelier eller en location til en event, kan man tjekke Art Frankly, ligesom man kan lede efter job, poste ledige job og lægge en profil op. Også fx gallerier eller museer kan lægge profiler op.

- Kunstbranchen har aldrig helt taget de mere traditionelle rekrutteringsplatforme til sig, så vi havde at gøre med en ret kræsen målgruppe, der ser dig selv som anti-kommerciel. Og det var selvfølgelig vigtig for os at tage højde for det i kommunikationen, siger Tobias Høgsberg om tankerne bag det kreative arbejde.

Det unge kunst-community har hurtigt fået vind i sejlene: Allerede efter et halvt år har Art Frankly over 4.000 brugere, ligesom sitet rummer flere hundrede jobopslag i over 40 lande.

Fornylig kom så et portræt i erhvervsmagasinet Forbes, og det er jo ikke det værste sted at være, hvis man som Art Frankly gerne vil lægges mærke til - også af nye, potentielle investorer.

Positiv opmærksomhed

Og det prestigefulde magasin har også rosende ord tilovers for Fireballs arbejde:

"Art Frankly also commissioned a three-person marketing team in Denmark, Fireball, to create clever social media banners that speak directly to the sassy, creative and slightly more unrestrained art community.”

Og hvis man spørger de to stiftere af Art Frankly, så har den danske trios kreative koncept da også generelt skabt positiv opmærksomhed - og virket over al forventning:

- Alle steder vi kommer kommenterer folk på vores kommunikation, roser tonaliteten og budskaberne, der formår at tale direkte til folk i kunstbranchen, siger Karline Moeller, og også hendes makker, co-founder Joseph Hines, roser samarbejdet med det danske bureau:

- Vi er enormt tilfredse med vores samarbejde med Fireball og deres kreative arbejde. Det hviler på et stærkt strategisk fundament, man hele tiden kan bygge videre på, og vi glæder os til at arbejde endnu tættere sammen med dem fremadrettet.

Ifølge Tobias Høgsberg har arbejdet med New Yorker start-up’en også givet mod på mere:

- Art Frankly er jo et globalt kunst-community, og i dag er marketing og reklame jo ikke længere noget, der kun foregår på en national skueplads. Så vi har da helt sikkert fået blod på tanden til også fremover aktivt at opsøge opgaver på internationalt plan, siger han.

Besøg Art Frankly her - og læs den omtalte artikel i Forbes her.