Første gang det nordjyske, kreative award-show Årets Brøl for godt tre år siden blev annonceret, var der nogen, der trak en smule på smilebåndet: Hvad skulle det nu gøre godt for, og havde vi da ærlig talt ikke kreative priser nok i lille Danmark.

Men arrangørerne bag Årets Brøl har rystet kritikken af sig, og på den bedst tænkelige måde vist, at der var plads til award-showet, nemlig ved at gennemføre det med succes. Og det gør de igen i 2015 -for tredje år i træk.

I år er der kommet en ny kategori til: Public Relations, idet arrangørerne også gerne vil  belønne kampagner, der på tværs af medier og platforme har sikret en sag, et produkt, en virksomhed eller en person bred offentlig eksponering over for de primære målgrupper.

Og som de foregående år, er det igen lykkedes at sammensætte en fem-mandsjury med en håndfuld markante reklamefolk.

Juryformand er for tredje gang kreativ direktør og indehaver Thomas Hoffmann fra dette års suverænt mest prisvindende reklamebureau, &Co., mens de øvrige medlemmer er Senior Creative Niels Heilberg fra Hjaltelin Stahl og siden 2005 formand for Creative Circle, Director Troels Nørlem fra Designit, direktør og indehaver Kirsten Poulsen fra Firstmove samt Client Service Director og partner Søren Christensen fra Robert/Boisen & Like-minded.

Arrangørerne håber, at juryen også denne gang får mindst 150 bidrag at arbejde med, når vinderen i de godt 20 kategorier skal findes.

Der findes kun én vinder i hver kategori, og herudover har juryen mulighed for at uddele en Grand Prix, der vælges på tværs af alle kategorier og er en særlig anerkendelse af årets fremmeste arbejde.

Sidste år var det SHRPA, der i efteråret smeltede sammen med Combine, der løb med Grand Prix’en for kampagnen ”Vis omtanke i trafikken - Alt andet er til Grin” for Aalborg Kommune.

Årets Brøl arrangeres af Erhverv Norddanmark med støtte fra Danske Bank, DiaPhoni, Huge Lawn - Miracle Apps, leogriffin.dk, Nordjyske Medier, steen-bjerre.dk og TV2/Danmark.

Du kan læse mere på www.åretsbrøl.dk