I dag er det Gigtens Dag og dermed en glimrende anledning til at fokusere på, at hver femte voksen i Danmark rent faktisk lever med kroniske smerter.

Årsagen er i de fleste tilfælde gigt, som kan ramme både mænd og kvinder uanset alder.

Men for mange kan gigt være svært at få øje på, fordi smerterne ikke kan ses. De er usynlige for det blotte øje.

- Vi hører ofte fra vores brugere, at de ville ønske, omverdenen vidste mere om deres gigtsygdomme, og at de bedre kunne sætte ord på, hvordan det føles at leve med de usynlige smerter, lyder det fra Anne Reinholdt, kommunikationschef hos Gigtforeningen, i en pressemeddelelse.

- Det har vi lyttet til, og gennem filmen forsøger vi at vise livet med gigt. Håbet er, at mange vil dele filmen med deres pårørende, kollegaer og venner og øge forståelsen for livet med gigt, fortsætter hun.

Det er første gang, at Gigtforeningen sætter levende billeder på, hvordan det føles at leve en hverdag med gigt og smerter, og det er en helt ny vej at gå i Gigtforeningens arbejde med at oplyse om sygdommen.

Vi skal relatere til smerterne, før vi forstår

Ønsket har været at udvikle en film, hvor seerne gennem en rørende fortælling om en far og datter ser små glimt af, hvordan det føles at leve et liv med gigt.

Derfor har det været et fokus at omdanne smerterne til noget synligt, som alle kan forholde sig til og derfor få øje på hos deres pårørende.

- Vi har ønsket, at filmen skal give folk en forståelse for, hvordan de smerter, vi ikke ellers kan se, føles. Derfor har vi brugt smerte-sammenligninger, som mennesker med gigt kan genkende, og som alle andre kan relatere til, f.eks. at et håndtryk for et menneske med gigt kan føles som at klemme om en kaktus, siger Liv Hedgaard, kommunikationsrådgiver hos Primetime.

- Pakket ind i en rørende fortælling, oplyses der om gigt, samtidig med at både patienter og pårørende kan engagere sig i filmen, fortsætter hun.

Fin modtagelse

Kampagnefilmen – som PrimeTime har udviklet i samarbejde med produktionsselskabet Octopuss og instruktør Mikkel Blaabjerg – gik i luften her til morgen, og den er allerede blevet fint modtaget organisk på Gigtforeningens Facebook-side.

Annoncering starter op senere, og der vil også blive fulgt op med re-targeting til dem, der har interageret med filmen, oplyser Liv Hedgaard.

Du kan besøge Gigtforeningen på Facebook her, og se den omtalte film herunder efterfulgt af credit-listen.

Credits:

Kunde: Gigtforeningen

Bureau: Primetime

Senior Art Director: Lise Barslund Kjeldsen

Account Director: Liv Hedgaard

Digital Advisor: Nanna Elming

Senior Copywriter: Tobias Enné

Produktionsselskab: Octopuss

Instruktør: Mikkel Blaabjerg

Producer: Mia Mÿrallf & Linas Suprikas

DOP: Jonas Berlin

Editor: Esben Bay Gundsøe

Postproduktion: Cameo

Grade: Lasse Marcussen

Set design: Vladas Dautartas

Composer: Martin Hviid

Sound Designer: Kevin Koch