Nu syder, bobler og knager det igen på Tuborg Havnevej i Hellerup.

Det nye Experimentarium har efter tre års pause  og en gennemgribende renovering igen slået dørene op for masser af nye udstillinger og finurlige science aktiviteter - og samtidig med genåbningen inviterer centeret også ind i et nyt brandunivers.

Alt fra typografi og logo til skiltning og uniformer er re-designet, og den nye brandoplevelse er skabt i samarbejde med et af Skandinaviens førende design- og brandingbureauer, Kontrapunkt.

Og ifølge Experimentariums kommercielle direktør, Mette Broksø Thygesen, var der i forbindelse med genåbningen et ønske om at gøre lærings-aspektet i centeret endnu tydeligere, og her har Kontrapunkt været den helt rigtigt samarbejdspartner:

- Kontrapunkt har fra starten udfordret os til at tænke det transformative, det pirrende og nysgerrige ind i alle dele af vores nye brand, siger hun.

Gode erfaringer
Mette Broksø Thygesen understreger, at man fra centerets side lagde vægt på at få et kreativt og ambitiøst udtryk, der kunne understøtte Experimentariums rolle i samfundet, som det sted der kan så frø i fremtidens videnskabsmænd- og kvinder:

- Vores fornemmeste opgave er at gøre det komplekse vedkommende og vores gæster en anelse klogere på verden omkring os. Det er ret unikt, at man hos os bruger hele kroppen og ikke kun hovedet til at blive klogere, siger Mette Broksø Thygesen, der også tidligere, da hun var hos Den Blå Planet, med stor tilfredshed har arbejdet sammen med det prisbelønnede designbureau:

- Det er anden gang, at jeg i tæt samarbejde med Kontrapunkt udarbejder et helt nyt strategisk ståsted og en ny visuel identitet for at skabe en succesfuld relancering af en kulturinstitution, og netop det forudgående strategiske arbejde er Kontrapunkt altid meget præcise og vedholdende omkring, siger hun.

Et transformerende univers
Kontrapunkt har blandt meget andet skabt en ny hjemmeside med overraskende elementer, anderledes typografi, en dynamisk visuel identitet og en tone of voice, der skiller sig ud.

Nicoline Klareskov, Client Director og Partner hos Kontrapunkt, fortæller om processen med at skabe science centerets nye brand:

- På Experimentarium tror man på, at viden og nysgerrighed spirer bedre, hvis gæsterne selv har en finger med i spillet, og den legende følelse skulle selvfølgelig gå igen i brandoplevelsen. Det betyder, at alle dele af brandet understøtter ambitionen om at transformere mennesker i mødet med naturvidenskab og teknologi - uanset alder, siger hun og tilføjer:

- Det legende og intuitive taler til børn, mens den involverende og lidt skæve kommunikation også vækker det voksne publikum.

Du kan udforske Experimentariums nye hjemmeside her - og læse meget mere om Kontrapunkts arbejde med centeret her