Danmarks største bryggeri, Carlsberg, skyder ifølge Finans.dk en ny kampagne i gang for Danmarks største øl-brand Tuborg.

Det er atter en gang reklamebureuaet Wibroe, Duckert & Partners (WDP), der står bag den kommercielle kommunikation, som bl.a. omfatter en kortvarig ændring af det velkendte ”Tuborg – gør livet lidt grønnere”-slogan til ”Tuborg – selvfølgelig”.

- Vi opgiver ikke ”Tuborg - gør livet lidt grønnere”, men med ”Tuborg- selvfølgelig” vil vi inddrage forbrugerne mere. Vi håber, at de tager det til sig, for et slogan lever kun virkeligt, hvis det bliver brugt af dem, der elsker Tuborgs univers. Det skulle gerne komme til at indgå på samme måde som ”det' en ommer” og andre reklamer har gjort det. Det skal signalere, at Tuborg er det oplagte valg, siger Henrik Juul fra WDP til finans.dk.

Den nye kampagne vil ifølge mediet blive fulgt op med mobilspil for forbrugerne, og hen over året vil den blive udvidet til mange forskellige platforme.

- Der er ikke tale om en decideret relancering af Tuborg. Det har vi ikke behov for. Det er snarere en opdatering, og den holdes inden for vores normale budget. Også selv om den bliver ret så omfattende, siger Christian Sveigaard, marketingchef for Tuborg.

jml