Det er ikke kun blandt de store supermarkedskæder og inden for B2C, at private labels er et varmt emne i disse år. 

Det gælder også inden for B2B, hvor flere nye brands dukker op og tager kampen op mod veletablerede varemærker.

Et eksempel finder man hos grossistkæden Carl Ras, der leverer værktøj og beslag til professionelle håndværkere landet over. Her har man skabt det nye værktøjsbrand Stroxx.

- Vi tænkte, at der var plads til og behov for et godt private label-alternativ inden for værktøj. Men idéen var kun god, hvis vi kunne få håndværkerne til at synes det samme, siger Steen Demskov, marketingchef fra Carl Ras.

Og håndværkerne har ifølge Carl Ras taget pænt imod det alternative brand, der bliver produceret i samarbejde med Carl Ras-lignende kæder i Frankrig, Tyskland og Belgien.

Det betyder, at det har taget mindre end et år for Stroxx at blive et relativt velkendt alternativt brand på værktøjssiden, da det blev lanceret på markedet i sommeren 2017.

Bureau har hjulpet til

- Cool Gray har hjulpet os fra starten med positionering, branding og visuel identitet, håndværkerne har taget godt imod Stroxx - og nu er det faktisk blevet et brand i sig selv, siger Steen Demskov.

At Cool Gray og Carl Ras har formået at skabe et brand på så kort er ganske interessant. Eksempelvis har brandingeksperten David Brond fra Aloysius Butler & Clark i dette blogindlæg tidligere slået til lyd for, at det tager fem år at opbygge et levedygtigt brand:

Det kræver 18 måneders strategi, analyse og forarbejde, seks måneder til at bearbejde og forankre brandet internt, og endelig op til tre år, før brandet er husket og genkendt af målgruppen.

- Vores marked er jo professionelle håndværkere, og at Cool Gray valgte at gøre dem til heltene i markedsføringen passede os supergodt. For i vores verden er håndværkerne heltene. Det kan man se i hele det visuelle udtryk. Og håndværkerne – ja, de kan jo genkende sig selv i markedsføringsmaterialet, og det er præcis tanken, slutter Steen Demskov fra Carl Ras.