Advertorials, native advertising, annoncørbetalt indhold... Kært barn har som bekendt mange navne, og ser man på trenden for brug af native advertising såvel lokalt som globalt, så går kurven kun én vej. Og det er op.

Siden 2015 er antallet af annoncører, der bruger native advertising firdoblet, og i dag har kun ganske få annoncører en negativ holdning til det, viser fx en analyse foretaget af Native Advertising Institut.

Men hvordan adskiller man sig så, når native efterhånden er blevet mainstream? Det har Opel og UncleGrey sat sig for at finde ud af med en portrætserie om moderne ledelse på politiken.dk, der ikke umiddelbart har meget med Opel at gøre.

- Opel har flyttet sig langt i folks brandopfattelse, men derfor er det stadigvæk vigtigt at yde en ekstra indsats for at bryde igennem lydmuren. Ligeledes er bilmarkedet enormt konkurrencepræget, og man overvældes næsten af nye tilbud på privatleasing og lavere priser efter afgiftsændringerne. Alt sammen kommunikation, der ikke giver os som modtagere den mindste form for værdi. Det ville vi gerne udfordre, siger Carsten Bülow, der er COO hos UncleGrey.

Han bakkes op af Peter Jurland, der er marketingchef hos Opel Danmark.

- Opel har været på en rejse de sidste fire år, hvor vi blandt andet har fordoblet vores markedsandele.

- Det forpligter, og vi skal derfor som brand give værdi til vores kunder. Ikke kun i form af gode tilbud, men i stadig højere grad i form af godt content - som ikke nødvendigvis presser biler ned i halsen på folk, siger Peter Jurland.

Time for new Leaders

Resultatet er den omtalte portrætserie om moderne lederskab, som UncleGrey har udviklet i samarbejde med Politikens in-house nativeafdeling, Politiken Native.

Afsenderen på den kommercielle kommunikation er Opel, og brandets nye Insignia-model, som udover at have fået gode anmeldelser, netop er blevet kåret til Årets Businessbil 2018, men der er hverken gode tilbud eller lange lister over ekstraudstyr i native-kampagnen.

Derimod er der i kampagnens tre ledelsesportrætter fuldt fokus på hovedpersonen og dennes fortælling om ledelse.

Koblingen til Opel findes i sloganet for den nye model, Time for New Leaders, og det er det. Hele serien kører i Politikens nye artikelskabelon, som har givet langt større både kreativ og redaktionel frihed, end hvad andre medier kunne tilbyde.

Det er i øvrigt første gang, at en annoncør har taget denne nye mulighed i brug, fortæller Line Prasz, kommerciel redaktør for Politiken Annoncer, som mener, det har været en spændende proces fra start:

- Det har været utroligt inspirerende og lærerigt at samarbejde med et bureau og et brand, der turde tænke nyt og som forstår at omfavne formatet og udnytte dets muligheder, både når det gælder indhold og form. Native-formatet kan bringe os helt nye steder hen, men det kræver, at man som brand har et vist mod til at tænke anderledes end de gængse formater - det turde Opel her, siger hun.

Portrætserien løber over de næste tre uger med et nyt portræt om ugen. Første artikel kan opleves og læses her, og du kan se en teaser for portrættet her: