I Norge er personen og brandet Kari Traa folkeeje, men når man forlader fjeldlandet, bliver folk lidt lange i blikket, når man spørger, om de kender det?

Kort fortalt er personen Kari Traa en norsk skisportsstjerne, der bl.a. har vundet guld, sølv og bronze i Freestyle ved OL, men det er også et sportsmærke, som har store internationale ambitioner.

For at sætte ekstra skub i internationaliseringen har Kari Traa nu allieret sig med det danske reklamebureau Wibroe, Duckert & Partners (WDP).

Det er lidt atypisk for WDP at arbejde internationalt, ligesom det første synlige bevis på det nye samarbejde også er en atypisk WDP-kampagne, da der er tale om en online-video bakket op af seeding, PR, trade/POS, brug af influencers og en omfattende SoMe-indsats.

Hvordan hænger det sammen?

- Der er tale om en Brand Awareness-kampagne, hvor vi for et begrænset mediebudget skal nå ud til piger på 18-30 år i de nordiske markeder, fortæller Morten Sune Jonas, Client Service Director i WDP.

Virale veteraner

Derfor valgte WDP at gå online-video-vejen, og hvis man tror, at det er et område, hvor bureauet er nybegyndere, tager man fejl.

De kreative kræfter bag filmen, Rasmus Petersen og Lasse Bækbo Hinke, har fx redet med på den virale video-bølge, siden den for alvor begyndte at skylle ud over nettet med projekter for Sprite og Kræftens Bekæmpelse.

Og de var også en del af det kreative team, der skabte ”Dynamite Surfing” – et af de allerførste, verdensomspændende virale reklamehit – for Quiksilver.

Og som dengang er der tale om et ambitiøst brand, der ikke er bange for at gå til kant i den kreative kommunikation, så WDP har haft gode vilkår i den kreative proces.

- Det har været en fornøjelse at arbejde med et brand, der har så mange facetter.

- Det er fx et inkluderende brand, forstået på den måde, at det ikke kun handler om performance, som ellers præger meget af kommunikationen fra de store spillere på markedet som Nike, Under Armour og Adidas, men også om bare at gøre noget, siger Rasmus Petersen.

Og Lasse Bækbo Hinke supplerer:  "At starte et brand op fra nul i et nyt marked er altid en kæmpe udfordring. Der skal skabes en tone of voice og et ståsted for mærket. Med denne kampagne får vi fra starten sat en tyk streg under, at der ikke er andre som Kari Traa derude lige nu".

Derudover adskiller Kari Traa sig ved, at mærket tør vælge side.

- Det er sportstøj til piger, og kun piger. Skabt af en kvindelig skisportsstjerne, der var træt af at alt skiudstyr var gråt, trist og lavet til mænd, fortsætter han.

Derfor er brandets produkter farverige og skræddersyet til kvinder, hvilket også træder tydeligt igennem i den nye film, som i øvrigt er produceret af Bacon og instrueret af Martin Werner.

Alle kvinder inviteres indenfor

Her inviterer Kari Traa alle kvinder – uanset om de er winners, finishers eller quitters – inden for i et omklædningsrum for at fejre deres indsats.

Endorfinerne får frit løb i filmen, der bl.a. byder på en hæsblæsende danseforestilling – filmen er skudt i Rumænien, men danserne er danske – og det sker til tonerne af Eurythmics og Aretha Franklin-hittet ”Sisters Are Doin' It For Themselves”, som Annie Lennox helt ekstraordinært gav WDP lov til at bruge i reklamefilmen.

- Vi fokuserer på det endorfin-rush, som man får, efter man har trænet. Og når man har trænet, skal man fejre, at man har gjort det.

- Derfor lyder budskabet også ”Celebrate yourself” i filmen, siger Lasse Bækbo Hinke og slutter af:

- I markedet for sportstøj til kvinder er der tæt pakket i afdelingen for performance og lige så i sports-fashion kategorien. Men der ligger et sweet spot et sted midt i mellem, hvor rigtig mange piger dyrker sport for at have det godt, ikke for at vinde. Og de vil jo også gerne se godt ud, mens de gør det.

 Se filmen – der seedes af AOL Be On – herunder efterfulgt af creditlist:

Credits:

Kunde: Kari Traa

Bureau: Wibroe, Duckert & Partners

Creative Directors: Rasmus Petersen og Lasse Hinke.

Client Service Director: Morten Sune Jonas

Producent: Bacon

Instruktør: Martin Werner

Mediapartner: AOL Be On

PR: Radius Kommunikation