”Dansk mejeribrug – er det ikke sådan noget med gamle mænd og hårnet”? 

Sådan lød en af fordommene, da Mejeriforeningen og EU satte gang i kampagnen Cheese Up Your Life tilbage i 2015. 

Tre år senere er dansk ost i dén grad kommet frem på spækbrættet: Tusindevis af danskere har snuset til dybden og bredden i dansk ost, meningsdannere har fået ny viden, nye osteanretninger og -oplevelser har fyldt traditionelle og sociale medier – og nu bliver der igen skruet op for kampagnen. 

Det sker, når kampagnen Ost & ko i dag kickstartes med et stort anlagt Ostesymposium, der dels skal give et ærligt kig ind i ostebranchens maskinrum og dels være med til skabe debat og dialog.

For tre år siden kørte ostekampagnen som et samarbejde mellem mejeriforeningerne i Danmark, Frankrig, Storbritannien og Irland, men denne gang er kampagnen udelukkende finansieret af Mejeriforeningen – og der er et solidt fundament at stå på, lyder vurderingen.

Ikke bureau - osteelskere

- Kampagnen har de sidste tre år skabt en effektiv, troværdig og kreativ platform, som fx har givet os mulighed for at knytte positive bånd til yngre og nye målgrupper – og det skal vi nu opretholde og bygge videre på, siger Lars Witt Jensen, der er marketing manager i Mejeriforeningen, og tilføjer:

- Så vi vil fortsætte med at invitere indenfor og med at kombinere eksisterende ostetraditioner og boblende kreative vækstlag med nye medier og målgrupper.

Og til at løfte opgaven med kampagnen har Mejeriforeningen igen valgt en lidt anden vej end den traditionelle bureauvej: 

Vi har sat et hold af entusiastiske osteelskere, fagkyndige formidlere og dygtige kommunikatører, der under kampagnenavnet Ost & ko tidligere er lykkedes med at få dansk mejeribrug ud til en lang række ønskede målgrupper, som det ellers har været vanskeligt at nå og ikke mindst fastholde, siger Lars Witt Jensen og tilføjer:

- Og jeg synes især, at vi kan være stolte af at bygge vores kampagne på et sagligt indhold af høj kvalitet og dybde, der engagerer både internt og eksternt. Så sagt på godt jysk har vi hidtil fået virkelig meget ud af investeringen – og derfor vælger vi også at fortsætte.  

Kend samsø fra danbo

Holdet, som i den kommende periode skal sætte dansk osterigdom og laktisk nørderi på dagordenen i det ganske land, ledes af kommunikationsrådgiver Marie Sainabou Jeng og ekspert i gastronomisk kommunikation Rasmus Holmgård, som også begge har haft ansvaret for EU-kampagnen Ost & Ko fra 2015 til 2017.

Og det hele kommer til at køre for fulde gardiner på alle tilgængelige platforme og kanaler, herunder en lang række madfestivaler, kurser, uddannelsesseminarer, symposier og debatfora, traditionelle medier og specialiserede ostemagasiner, hvor oste-viden, -ideer og -historie kommer til at folde sig ud.

Men hvor meget ost kan danskerne egentlig holde til?

- Vi stopper ikke, før osteengagerede danskere kan kende forskel på en samsø og en danbo, ved at rygeosten er mejeristernes Holger Danske, at en havarti bliver kønnere med årene, og at der ikke er nogen grund til at køre til Italien efter parmesan, når vi selv har vesterhavsost i baghaven. Der er så meget dansk ostekultur og -tradition, som vi kan være stolte af – og det har vi fortsat en opgave i at fortælle, slutter Lars Witt Jensen. 

Husker du - da Cheese Up Your Life  rullede i gang i 2015? Ellers se med her, hvor franskmænd, irere, englændere og danskere taler om ost...