Realdania og Bolius er i markedet med et 40 mio. kr. budget for at advare om den farlige gasart radon, der dræber 300 danskere årligt. Boligejere bør derfor teste deres bolig for ”giften”, lyder det.

Kampagnen sætter et 3-årigt initiativ i gang, der har som mål at øge antallet af husejere, der måler radon niveauet i boligen, fra i dag omkring 1.500 om året til omkring 10.000 årligt.

Hovedsigtet er at få så mange husejere som muligt til at sikre boligen mod den livsfarlige gasart. og derved reducere antallet af lungekræft-tilfælde og dødsfald, som følge af radon eksponeringen.

– Realdania lancerer en landsdækkende kampagne, fordi mange – uden at vide det – er udsat for for meget radon i deres hjem, siger Jesper Nygaard, CEO for Realdania.

– Den usynlige radioaktive gas findes alle vegne. Når den trænger ind i vores huse, kan den koncentreres og give indeklimaproblemer. Sundhedsstyrelsen anslår, at 300 lungekræftstilfælde hvert år kan relateres til radon.

– Fordi radon ikke kan ses og ikke lugter, kan man heller ikke vide, hvor meget radon man har i huset – med mindre, man får lavet en måling. Med denne oplysningskampagne vil vi dels oplyse danskerne om risikoen ved radon og samtidig hjælpe dem med at få målt deres radonniveau og endelig – hvis det er for højt – få gjort noget ved det.

Masser af medier er inddraget

Udviklingen og håndteringen af kampagnen forestås af Bolius – boligejernes videnscenter, der er ejet af Realdania. Til at bistå det arbejde, har Bolius valgt at samarbejde med Boye & Spellerberg, der dels har stået for det kommunikationsstrategiske arbejde, udviklingen af det kreative koncept og eksekvering i massemedier.

Mindshare er på indsatsen på de digitale platforme og Vertic har udviklet det site, der skal understøtte hele indsatsen og hjælpe husejere igennem processen, radonfrithjem.dk

Kampagnen har som hovedtema ”Sov trygt”, som peger på det udbytte, man som husejer vil opleve, når man har fået taget hånd om radon –  det være sig at få målt om radon er et problem eller ej, eller have installeret en løsning, der reducerer niveauet af radon i huset.

– Vi havde behov for en kampagne, som på den ene side skulle omfatte klassiske medier som TV og dagblade, siger Ulrik Heilmann fra Bolius:

– TV er det centrale medie til at skabe opmærksomhed om problemet og få folk over på vores kampagnesite radonfrithjem.dk, og dagblade støtter mere uddybende op om tv-kommunikationen.

– Adwords, bannerreklamer og sociale medier sikrer, at brugerne ledes videre til kampagnesitet radondfrithjem.dk, som er udviklet til at være et rent CTA site.

– Fokus er udelukkende på at at få brugeren til at købe en radon test, udover at sitet naturligvis også indeholder artikler og information om radon, mens infografiks fortæller om, hvordan man skal installere sine målere og film cases.

– Parallelt med kampagnesitet er der udviklet et bestillingsmodul hvor brugeren selv kan vælge hvilken virksomhed brugeren ønsker at købe sine radonmålere fra, slutter Ulrik Heilmann.

Dobbelt branding-virkning

B&S har udviklet det kreative koncept og stået for færdiggørelsen af film, der afvikles på tv, bio og i digitale medier, samt en række understøttende annoncer, der skal bringe temaet radon og Realdania ud til hjemmene.

– Opgaven er at gøre en relativt ukendt sag og et relativt ukendt mærke til hinandens gensidige løftestang, siger adm. direktør Bjarne Spellerberg fra Boye & Spellerberg.

– Realdania skal gøre radon kendt, og radon skal gøre Realdania kendt. Samtidig er det en brandingopgave, der rent faktisk kan redde menneskeliv, hvilket i sagens natur er et stærkt motiverende aspekt ved projektet.

Hos Vertic er der naturligvis også glæde over den nye opgave:

- Det er et meget spændende projekt med et meget højt ambitionsniveau og stor samfundsmæssig relevans. Vi er stolte af at være en del af et meget stærkt hold af bureauer, og løsningen er et fantastisk eksempel på, hvad marketing i en digital kanal kan, når det er allerbedst. Nemlig løfte en hel branche, have indflydelse på samfundsdebatten, samt skabe et overblik for forbrugeren over en kompleks proces og svært tilgængeligt informationsområde, siger Sebastian Jespersen, CEO hos Vertic. 

Kampagnen starter i dag og kan følges de kommende fire uger med ophold omkring Jul og Nytår, og fortsætter så på ny i starten af det nye år. Den 40 mio. kr. store investering er et af de største kampagne-budgetter, der er sat i gang i flere år.

Det er Bacon, der har produceret filmen. Ada Bligaard Søby er instruktør.