Rederiet Scandlines’ samarbejde med bureauet Hjaltelin Stahl, der startede for seks år siden, er løbende blevet udvidet – og nu skruer parterne volumen endnu højere op.

Det er content marketing, sociale medier og aktivering af influencers, der sættes yderligere fokus på, og afsættet til det udvidede bureausamarbejde skal findes i den inspirationshub, som Scandlines i samarbejde med Hjaltelin Stahl lancerede i sommer.

Hub’en lægger ikke vægten på selve færgefarten, men på de oplevelser, der venter danskerne, når de kører fra færgen i Nordtyskland, og resultaterne har givet blod på tanden til mere.

- Inspirations-hub'en er et utraditionelt marketingværktøj, der har vist sig fantastisk til at skabe flere grunde for danskerne til at tage bilen til Nordtyskland, siger Brian Lindorf Hansen, der er Content & Campaign Manager hos Scandlines, og fortsætter:

- Vi har de seneste seks måneder haft over 200.000 unikke brugere på sitet, hvor vi har set et ekstremt højt engagement på artikler på op til 8-10 minutter. Det har medført, at vi bl.a. har sendt flere end 10.000 mennesker fra vores inspirationsindhold til Scandlines.com’s booking flow.

Mere end sauerkraut og autobahn

Hos Hjaltelin Stahl fortæller Jacob Benzon, der er Social Business Director i bureauets performance marketingenhed, om bureauets arbejde med hub’en, at man gennem et omfattende kvantitativt analysedesign fandt ”et overraskende stort match mellem danskernes interesser og de nordtyske destinationer”.

Men der var noget at arbejde med i forhold til danskernes gængse opfattelse af regionen:

- Det var essentielt for os at skabe en inspirationsplatform, der kunne løfte kvalitetsopfattelsen af nordtyske destinationer og koble det til danskernes interesser og søgeadfærd i markedet. For mange danskere har den gængse opfattelse af Tyskland jo været centreret omkring curry wurst, sauerkraut, bundesligahår og en lang autobahn, siger Jacob Benzon.

Hub’en med navnet Tætpå.scandlines.dk rummer i dag omkring 100 artikler på tværs af temaer som kultur, gastronomi, wellness, outdoor og shopping – alt sammen produceret ud fra potentialeanalyser fra marked, målgruppe, søgeadfærd og konkurrentudbud.

Og nu skal hub’en udvikles yderligere – bl.a. med øget social CRM integration og influencer-aktivering.

Nye målsætninger

- Indtil nu har fokus været på at skabe en kritisk masse af besøgende samt teste indholdets styrke i forhold til engagement. Udover at blive ved med at inspirere danskerne øger vi nu fokus på aktiveringen af et kontinuerligt presence-spor, siger Jacob Benzon og fortsætter:

- Det har til formål at arbejde intelligent med alle de ”digitale håndsoprækkere”, som indtil videre har udvist en bestemt adfærd over for os. Med andre ord skal vi sikre, at vi lukker salget i det aktive marked ved at reagere på adfærden intelligent i alle vores kontaktpunkter.

Hos Scandlines er der glæde over de allerede skabte resultater - og fokus på nye mål:

- Vi har skabt en masse fantastisk inspirationsindhold, så 2018 kommer i høj grad til at handle om yderligere aktivering og konvertering. Vi skal bl.a. skabe en større social CRM-integration samt få sat strøm til nøje udvalgte influencers. Vi skal højne brugeroplevelsen på sitet og bl.a. skabe mulighed for brugerkommentarer, anmeldelser m.m., siger Brian Lindorf Hansen og tilføjer:

- Vi skal naturligvis også være dygtige til at koble inspirationen sammen med et godt tilbud. Det er en kompleks opgave, og derfor har det været essentielt for os at kunne udvide samarbejdet med Hjaltelin Stahl.